Femhundrede meter. Nyt hjem. Bredt smil.

img_3574 Jeg har igen haft en længerevarende pause fra bloggen, hvilket skyldes forandringer i mit liv, der grundet stress og manglende overskud, fik en større virkning end tilsigtet. I det enogtredivte år, er jeg blevet skarp på, hvordan egne følelser forstås og beskrives bedst, når der har været god tid til refleksioner. Mit behov er at danne overblik, tune in på følesesregistreret og mærke efter, før andre delagtiggøres i min sindstilstand. Selvfølgelig opstår visse situationer, der kræver rådføring fra eller drøftelser med medlemmer i familien, og mine skønne veninder. Men altså, af ovennævnte årsag, giver det sjældent mening for mig at dele tanker samt deslige, i skriblerier på bloggen, under selve processen. Til gengæld, bliver blogindlæggene gennemtænkt til punkt og prikke, inden udgivelse, og derved opnår jeg tilfredsstillelse, hvilket principielt må være til gavn for alle, in-og direkte. Dog vil jeg dele en frisk forandring med Jer. Jeg er flyttet. Hele femhundrede meter væk fra det tidligere lejemål, jeg delte med Niller (Niels). En gæv gut, der startede som en fremmede for mig, men igennem seks en halv måned, under samme loftarealer, udviklede vi et venskab. Vores søde udlejere erklærede, at de forøgede tosomheden med en arving, og derfor skulle bo i den lækre treværelses-lejlighed, de selvsagt havde krav på. Niller og jeg overvejede kortvarigt en besættelse, i ren ungdomshus-stil. Den idé, blev hurtigt søvndyssende, i og med ingen os er særligt fandenivoldske, hvilket må siges at være et vigtigt karaktertræk, ved murstenskast mod levende legemer. Nuvel, trods tristhed over meldingen om udflytning, ønskede vi - naturligvis - i al fredelighed at vinke farvel til nummer ni, og på gensyn til udlejerne, aka de kommende forældre, hvis baby jeg glæder mig til at pludre med. Så, i den tre måneder lange opsigelsesperiode, måtte jeg jo ty til remedier, for at finde mit nye domicil. Straks efter udlejernes bittersøde nyhed, oprettede jeg en profil på Boligportalen.dk, ligesom tusindvis andre snarligt-hjemløse-agtige. Niller, heriblandt. Jeg var ved godt mod, så turde være kræsen, lytte til mavefornemmelsen og løbende takke nej til et par deleboliger, idet matchet føltes forkert. Oprigtigt, nærede jeg næsten ingen frygt for at stå boligløs, mestendels fordi et dejligt vennepar, sikrede logi hos dem, såfremt heldet var ude. Og magiskvis, kringler jeg det københavnske boligmarked til UG, uden egentligt at vide hvordan. Som tiden gik, smeltede isen langsommeligt i maven, omend jeg stolede på at kunne nå i mål, inden deadline. Endda efter mislykkede forsøg på at fremdrive en lejlighed a la nummer ni, med tilhørende døre, Niller og jeg kunne deles om. Næh! Vi erkendte, at tiden med fælles kvadratmetre, oprandt. Fra ultimo februar tyveatten, endte æraen og en ny ville starte. På en kold januardag, poppede notifikationer op om ledige boliger, og sørme så, om jeg ikke også havde modtaget post i indbakken. Afsenderen skrev glædeligt om, hvordan hun fandt min profiltekst interessant. Den velskrevne beskrivelse om undertegnede, jeg med omhu, havde nedkriflet. Heldigvis var det netop hende, der læste den, skabte kontakt og i et samarbejde, aftalte vi et 'meetsweet'. Trine hed hun. Det hedder hun stadig. Og denne dato, har hun været min bofælle i seks dage. Jeg kan umuligt forklare den kemi, Trine og jeg har. Unik, er velsagtens ordet. I hvert fald ligger jeg, i skrivende stund, kropslang på tæppet, i vores køkkenalrum, og smiler. Et bredt smil, så æblekinderne skubber øjnene i, og det er blot ved tanken om, hvor pjattet jeg er med dette pragtfulde hjem. Ja, jeg føler mig allerede hjemme. Helt og aldeles. Tak, Trine. Du er for cool. XO P.S.: Niller nyder sin uudforskede tilværelse som ny ama'rkaner. Han er ligeså glad.