Kolde fødder

IMG_2027

At få kolde fødder er et idiom. Et fast billedligt udtryk, som rent primitivitet betyder at blive betænkelig. Og betænkelighed har jeg skam haft siden opstart af denne blog. Okke dog. Spørgsmålene cirkler rundt inde bag kraniet; traf jeg det rette valg? Skulle jeg have ladet være? Hvad tænker folk om mig nu? Havde jeg en god begrundelse til deling af min beretning om at være stressramt?

I går blev jeg bekræftet fra en ukendt vinkel. To fremmede havde en privat samtale i hundeparken - og i ren ivrighed, havde vores ti uger gamle hvalp, A, forviklet sig mellem deres ben. Klar på at få tildelt opmærksomhed og charme sig frem til varme menneskehænder i pelsen. Efter, at A havde fået flere minutter med kærlige strøg samt søde ord fra de to, måtte jeg på hug for at få banditten med hjem. Bedst som jeg sad der i skovskiderstilling, forsatte de to ufortrødent deres samtale - desuagtet, at jeg kunne lytte med. Den unge kvinde fortalte til sin kammerat, at hun i en måned havde været sygemeldt med arbejdsrelateret stress, og derfor havde opsagt sit job. Jeg havde allermest lyst til at springe op som en frø eller skrubbe om man vil, med fortælling om, at hun ikke var alene. Ord kom da også op af mit svælg, men formet med bogstaverne: VI SMUTTER HJEM. HA' EN GOD DAG. Grublende gik jeg hjemad, med en træt A hængende på skulderen, og vished om, at jeg handlede korrekt ved at tie. Lige i det øjeblik, var det ikke mit bord at træde til, men derimod den aktivt lyttende kammerat, som også luftede sin hund. Da A omtrent 720 sekunder senere snorkboblede i sin kurv, reflekterede jeg videre over de sætninger den unge kvinde, havde udtalt. Seriøst, hvor mange er og skal blive ramt af stress? Hvad kan gøres for at sætte fokus på problematikken? I samme nu erindrede jeg vigtigheden i min blog. Et formidabelt talerør i visuel forstand. Jeg henlagde øjeblikkeligt den betænkelighed, der jo fra dag 1 har næret mig. Mange undskyldninger har fundet sted i forsømmelsen af bloggen - som primært bunder i usikkerheden om, hvorvidt jeg er i færd med noget meningsfuldt. Konklusionen er, at jeg selv mener bloggen har værdig. Mine kolde fødder er ved at varme op. Jeg håber, at bloggen kan bidrage i at støtte andre stressramte samt bryde det eksisterende tabu omkring den usynlige tilstand.
XO