Græsenke, udfordringsloge og iværksætterdrømme

Free your mind and…

img_2891

Freeeeee your mind and your ass will follow. I hvert fald er den velpolstret popo, jeg har siddende under lænden, rykket fra sofaens lune til mere bevægelighed. Lige såvel som sindet ej længere er fange, og jeg efterhånden helt har vundet over min hjernes alarmcentral, amygdala.

Tilbage i maj og juni kunne mit habitus sammenlignes med en kluddedukkes. Femogfirs procent af dagenes indhold, bestod af at ligge i sengen – eksklusiv søvn, rationelle tanker og min egentlige tilstedeværelse. Hen af dagen krøb jeg ind på sofaen, stenede simple Netflixserier og spiste rigelige mængder søde sager (som det forhøjede kortisolniveau skreg efter). Indtog derimod minimalt føde og væske. Trods disse faktorer, sørgede jeg immervæk for at komme i bad, opnåede det præsentable udseende samt oprydning i lejligheden, inden kærestens hjemkomst. Jeg løj. Absolut ingen måtte kende til den mærkværdige person, jeg følte at være blevet. I stedet havde jeg kapløb med tiden om at få skjult dagens manglende gøremål, uagtet at selve baderitualet tog tæt på hundredoghalvtreds minutter, plus minus. Ugly truth in disguise.

De resterende femten procent af tiden, forsøgte jeg at holde hjernen aktiveret kontra ovennævnte zombietilstand. Kort efter sygemeldingen indtraf, den nittende maj tyveseksten, betrådte jeg derfor bibliotekets lyse gulve. Jeg nærede et behov for at studere stress – i håb om at kunne forstå, hvilke kræfter jeg var oppe imod. Selvsagt er tilstanden stress en del af pensum på socialrådgiverstudiet, også i fordums tid for undertegnede, men ét er pligtig læsestof og andet er at føle på egen krop.

Bogstaverne hoppede rundt på de gule, slidte sider, koncentrationen var komplet fraværende og jeg stædig som et hvinende æsel. Den kombination udviklede sig til et kompromis med min stædighed om, at jeg kun læste maksimum tre sider på de dage, hvor den overbelastede hjerne tålte anstrengelser. Bøgernes ord understregede også heftigt, at hjernen skulle have ro til at genfinde balancen mellem amygdala og hippocampus.

Litteraturstudiet, om man vel, orienterede mig givtigt. Jeg blev klogere i forhold til, hvordan hjernen påvirkes af stress, konsekvenserne deraf, og må siges at være en foruroligende opdagelse. Kort opridset (og forstået af undertegnede), er amygdala hjernens emotionelle hukommelsesbank på godt og ondt. Udover huskefunktionen, reagerer denne hjernedel som alarmberedskab i pressede situationer, ved at udsende stresshormoner til advarsel for en anden hjernedel, hippocampus, hvis evne er at regulere selvsamme hormoner. Men for megen pres i længere varighed, er farligt, idet amygadala vil overtage herredømmet af stresshormonerne, som så i en lind strøm pumpes ud i hjernesystemet og med tiden slår hippocampus’ nerveceller itu. Ifølge videnskaben, viser scanningsbilleder af den stressbelastede hjerne, faktisk en voksende amygdala mod hippocampus’ skrumpende stand – altså til sammenligning med en almen hjerne. Sagt på en anden måde, betyder det destruktiv tankevirksomhed og forglemt positivitet. A lot of bullshit.

Mit sind var i fangenskab under amygdalas hjernekup – og jeg kæmpede mig sgu fri.

XO

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Græsenke, udfordringsloge og iværksætterdrømme