Kolde fødder

Druknet

img_9619

Jeg mindes at have været en vandhund altid. Adspurgt fortæller min søde mor, at jeg erindrer korrekt. Faktisk var jeg aldrig til at drive ud af vandet på vore strandture. Afskyede sand, elskede vand. Og som et artigt pigebarn, gik jeg kun ud til navlen, hvilket ét af de ti baderåd jo dikterer – potentielt også mest grundet den simple årsag, at dybt vand ikke var ‘the shit’ for undertegnede. Med havets udforsigelige dybde, er det for visse højder nemt at overskride navlereglen, og jeg var en påpasselig bettefis.

Et par årtier senere, er jeg forsat regelrytter og fuld af respekt for dybet. Alligevel druknede jeg. Paradoks (?!)

I februar tyveseksten, soppede jeg nemlig i vandkanten. Det var dengang de første mærkbare stresstegn meldte sin ankomst. Uden, at jeg tog notits vel og mærke. Og dog. En for mig, almindelig uforløsende arbejdsdag i den kolde måned. Små stik i hjertet – eller anatomisk korrekt – i venstre bryst, hvor hjertet ikke just har til huse. Omkring fyraftenstid aka 17ish, strålede denne ubehagelige følelse kraftigt ud til venstre arm. Åh, for pokker! Jeg reagerede ved den ukendte fornemmelse, tog mig til brystet og blev en kende urolig. Uden deling, til de tilstedeværende kollegaer, om mit korpus’ pusseløjelige adfærd, pakkede jeg sammen og vendte næsen hjemad.

Alene hjemme, idet kæresten var på ferie med to af sine mange gode kammerater. Well well, mit positive gemyt bevarede troen på, at jeg var A-okay. På sofaen slængede jeg mig med et honningfyldt krus te, komedieserien ‘Modern Family’ – altså selvforkælelse med velmenende tanker om, at jeg blot havde behov for ro og tankeadspredelse. Niks. Stikkene i hjertet slash venstre bryst, med udstråling i armen, forsatte ufortrødent.

Google er et monster, når det gælder søgning af symptomer. Er du læge? Nej, men sandelig hypokonder efter gennemlæsning af mulige sygdomme. En kort samtale med moderen min, førte til et 1813-opkald, for at opnå den ønskede ro. Lang ventetid i røret, for jeg var ikke et unikum med spørgsmål efter privatpraktiserende læges åbningstid. Sygeplejersken stillede mig straks videre til lægen. Interessant, mon jeg burde være nervøs? Cirka tretten minutters ventetid igen. En mandelig stemme præsenterede sig ved navn, og som den læge jeg skulle fremlægge mit befindende for. Jeg gjorde mit ypperste i forklaringen af symptomer og fornemmelser. Travlheden i den anden ende af røret, kunne jeg ikke undgå at kende til, via den omtrent seks minutter lange samtale.

Da vi afsluttede dialogen, havde jeg fået to diagnoser til nærmere udredning samt behandling ved egen læge; Karpaltunnelsyndrom og en besværet lunge. Gid, at han havde lyttet, spurgt – og beroliget. Indrømmet måtte jeg le af den fremfundne konklusion, og i samråd med min efterhånden ret bekymrede mor, vurderede jeg, at søvn måtte være svaret.

Næste dag mærkede jeg ingen stik i bryst eller udstråling i armen.

Forsættelse følger.

XO

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kolde fødder