I want it all and I want it now

img_2886

I want it all and I want it now.

Den ovenstående sætning er hapset direkte ud af det britiske rockband, Queens, fine sangtekst. Jeg tolker en indikation om behov for at ville alt i et prompte tempo. I virkeligheden vel også en temmelig dronningeagtige tilgang til indkrævning, men ikke desto mindre sådanne tanker, der lader sig fare i mit hoved.

For langt om længe er jeg i realiteten klar til at genindtræde arbejdsmarkedet, efter tæt på fire måneders ‘psykisk indespærring’, grundet den dystre (satans) stresstilstand. Mit liv har altså stået semi standby, i noget nær halvdelen af det tredivte fyldte år. Og af den årsag, føler jeg indtrængende at skulle leve på dobbelt speed, inden min næste fødselsdag i juni måned anno tyvesytten. Jeg vil sgu alt, det hele og aldrig mere nøjes. Ha! På tragikomisk vis, medfører ‘vil alt nu-strategien’, en ond føljeton a la catch 22. Begrebet catch 22, er en ganske sanddru teori, nedstammende fra den satiriske novelle af samme titel, udgivet i 1961. Teorien forklares således; En umulig situation, hvor vedkommende er forhindret i at gøre en ting, indtil en anden ting er gjort, men som ikke kan gøres, før den første ting er gjort.

Sagt på en mere forenklet måde, er jeg overivrig efter at komme i arbejde igen, og helst i forgårs. Grundsættende positivt at have en viljestyrke, men ivrigheden har bare resulteret i endeløse nætter af nonestop myldretrafik i tankesporene, så Ole Lukøje er blevet langsommelig med sovestøvet, og jeg ej får det nødvendige antal timer. Morgenerne starter i panik – vidt opspærrende øjne, fumlende fingre ved indtastning af iPhonekoden, robotadfærd overtager sortering i stillingsopslagene. M å  s ø g e  j o b.

Søvnmanglen bedøver energiniveauet. Ingen energi standser mig i at udarbejde tilfredsstillende jobansøgninger. Middelmådige besvarelser til stillingsopslag, vil kunne forlænge ledighedsperioden. Tiltagende frustrationer om ikke at efterleve egne ønsker, forstyrrer natten.

And that, my dear, is called an evil circle.

Ifølge catch 22-teorien, skal den første udfordring håndteres, før nummer to kan igangsættes und so weiter. Endnu formår jeg ikke selv at afslutte den onde cirkel, hvorfor jeg fornylig tilmeldte mig metakognitiv terapi, med opstart primo januar tyvesytten. Et tip fra en guttermand. Mange tak. Indtil da, vil jeg abstrahere ved hjælp af yoga, fag- og skønlitteratur, dejligt selskab, julegaveindkøb og generel optimisme.

XO

 

Free your mind and…

img_2891

Freeeeee your mind and your ass will follow. I hvert fald er den velpolstret popo, jeg har siddende under lænden, rykket fra sofaens lune til mere bevægelighed. Lige såvel som sindet ej længere er fange, og jeg efterhånden helt har vundet over min hjernes alarmcentral, amygdala.

Tilbage i maj og juni kunne mit habitus sammenlignes med en kluddedukkes. Femogfirs procent af dagenes indhold, bestod af at ligge i sengen – eksklusiv søvn, rationelle tanker og min egentlige tilstedeværelse. Hen af dagen krøb jeg ind på sofaen, stenede simple Netflixserier og spiste rigelige mængder søde sager (som det forhøjede kortisolniveau skreg efter). Indtog derimod minimalt føde og væske. Trods disse faktorer, sørgede jeg immervæk for at komme i bad, opnåede det præsentable udseende samt oprydning i lejligheden, inden kærestens hjemkomst. Jeg løj. Absolut ingen måtte kende til den mærkværdige person, jeg følte at være blevet. I stedet havde jeg kapløb med tiden om at få skjult dagens manglende gøremål, uagtet at selve baderitualet tog tæt på hundredoghalvtreds minutter, plus minus. Ugly truth in disguise.

De resterende femten procent af tiden, forsøgte jeg at holde hjernen aktiveret kontra ovennævnte zombietilstand. Kort efter sygemeldingen indtraf, den nittende maj tyveseksten, betrådte jeg derfor bibliotekets lyse gulve. Jeg nærede et behov for at studere stress – i håb om at kunne forstå, hvilke kræfter jeg var oppe imod. Selvsagt er tilstanden stress en del af pensum på socialrådgiverstudiet, også i fordums tid for undertegnede, men ét er pligtig læsestof og andet er at føle på egen krop.

Bogstaverne hoppede rundt på de gule, slidte sider, koncentrationen var komplet fraværende og jeg stædig som et hvinende æsel. Den kombination udviklede sig til et kompromis med min stædighed om, at jeg kun læste maksimum tre sider på de dage, hvor den overbelastede hjerne tålte anstrengelser. Bøgernes ord understregede også heftigt, at hjernen skulle have ro til at genfinde balancen mellem amygdala og hippocampus.

Litteraturstudiet, om man vel, orienterede mig givtigt. Jeg blev klogere i forhold til, hvordan hjernen påvirkes af stress, konsekvenserne deraf, og må siges at være en foruroligende opdagelse. Kort opridset (og forstået af undertegnede), er amygdala hjernens emotionelle hukommelsesbank på godt og ondt. Udover huskefunktionen, reagerer denne hjernedel som alarmberedskab i pressede situationer, ved at udsende stresshormoner til advarsel for en anden hjernedel, hippocampus, hvis evne er at regulere selvsamme hormoner. Men for megen pres i længere varighed, er farligt, idet amygadala vil overtage herredømmet af stresshormonerne, som så i en lind strøm pumpes ud i hjernesystemet og med tiden slår hippocampus’ nerveceller itu. Ifølge videnskaben, viser scanningsbilleder af den stressbelastede hjerne, faktisk en voksende amygdala mod hippocampus’ skrumpende stand – altså til sammenligning med en almen hjerne. Sagt på en anden måde, betyder det destruktiv tankevirksomhed og forglemt positivitet. A lot of bullshit.

Mit sind var i fangenskab under amygdalas hjernekup – og jeg kæmpede mig sgu fri.

XO

Kolde fødder

IMG_2027

At få kolde fødder er et idiom. Et fast billedligt udtryk, som rent primitivitet betyder at blive betænkelig. Og betænkelighed har jeg skam haft siden opstart af denne blog. Okke dog. Spørgsmålene cirkler rundt inde bag kraniet; traf jeg det rette valg? Skulle jeg have ladet være? Hvad tænker folk om mig nu? Havde jeg en god begrundelse til deling af min beretning om at være stressramt?

I går blev jeg bekræftet fra en ukendt vinkel. To fremmede havde en privat samtale i hundeparken – og i ren ivrighed, havde vores ti uger gamle hvalp, A, forviklet sig mellem deres ben. Klar på at få tildelt opmærksomhed og charme sig frem til varme menneskehænder i pelsen. Efter, at A havde fået flere minutter med kærlige strøg samt søde ord fra de to, måtte jeg på hug for at få banditten med hjem. Bedst som jeg sad der i skovskiderstilling, forsatte de to ufortrødent deres samtale – desuagtet, at jeg kunne lytte med. Den unge kvinde fortalte til sin kammerat, at hun i en måned havde været sygemeldt med arbejdsrelateret stress, og derfor havde opsagt sit job. Jeg havde allermest lyst til at springe op som en frø eller skrubbe om man vil, med fortælling om, at hun ikke var alene. Ord kom da også op af mit svælg, men formet med bogstaverne: VI SMUTTER HJEM. HA’ EN GOD DAG.

Grublende gik jeg hjemad, med en træt A hængende på skulderen, og vished om, at jeg handlede korrekt ved at tie. Lige i det øjeblik, var det ikke mit bord at træde til, men derimod den aktivt lyttende kammerat, som også luftede sin hund. Da A omtrent 720 sekunder senere snorkboblede i sin kurv, reflekterede jeg videre over de sætninger den unge kvinde, havde udtalt. Seriøst, hvor mange er og skal blive ramt af stress? Hvad kan gøres for at sætte fokus på problematikken? I samme nu erindrede jeg vigtigheden i min blog. Et formidabelt talerør i visuel forstand. Jeg henlagde øjeblikkeligt den betænkelighed, der jo fra dag 1 har næret mig. Mange undskyldninger har fundet sted i forsømmelsen af bloggen – som primært bunder i usikkerheden om, hvorvidt jeg er i færd med noget meningsfuldt. Konklusionen er, at jeg selv mener bloggen har værdig.

Mine kolde fødder er ved at varme op.

Jeg håber, at bloggen kan bidrage i at støtte andre stressramte samt bryde det eksisterende tabu omkring den usynlige tilstand.

XO

 

En kærlig reprimande

image

Ærlighed er som en lækker Rittersport. Kvadratisk. Praktisk. God. Det førstnævnte tillægsord tilskynder tanken om, at ærlighed er flersidig og sjældent enkel.

I lørdags gled tårer ned af æblekinderne. Uge 36 anno 2016 havde indtil den formiddag været en tand for overvældende og hovedet overfyldt af tanker. Irriterende tanker, som medvirkede til åndedrætsbesvær (!?)

Jeg er utilstrækkelig eller sådan er følelsen i hvert fald, for i denne tid evner jeg hverken at være en god kæreste, veninde, datter og søster. En efter en væltede de triste teorier ud i monologen, med min kæreste som eneste lytter. Han bankede verbalt i bordet ved erklæringen om, at virkeligheden slet ikke forholder sig således. Tværtimod er jeg hård ved mig selv og uselvisk i en grad, der er ris til egen popo. Ønsket fra hans side er, at jeg bliver bedre til at tænke på mig selv – i bogstavligste stand skal jeg lære at være lidt egoistisk. Shit! Egoisme har altid haft en negativ klang i min øregang og som flinkeskolens mønsterelev, er dette et avanceret punkt på pensumlisten. Uagtet den sværhedsgrad af ny læring, vil jeg gerne imødekomme hans ønske. Andre får jo oftest mere fylde end jeg giver til mig.

Lørdagens kærlige reprimande opstod ved min beretning om ugens løb, hvor jeg flere gange havde sat omgivelsernes behov før mine egne. Aftenen før havde jeg sågar, i mindre ædru tilstand dog, sendt en undskyldende besked uden at have skyld. Hvorfor forstår end ikke jeg, men påtog mig et utildelt ansvar i en mindre diskussion uden vinder. Oh my yard. Modtager responderede ej heller på beskeden og jeg registrerede hurtigt at have overtrådt egen grænse. I den kontekst påpegede min kæreste, at jeg faktisk undskylder unødvendigt i mange henseender. Den vane skal jeg afvænnes, hvortil aftalen forlyder på tredive dage uden ‘undskyld’ afspilles på mit stemmebånd og deslige. Indrømmet finder jeg det sgu befriende, at den undskyld-besked var sidste af sin slags, i forhåbentligt lang tid. Altid.

Jeg er glad for, at kæresten turde fremsige de barske sandheder. Tough love – i sin reneste form. Ganskevist var det ikke ny viden for min bevidsthed, men en kærlig reprimande er påpegning om, at noget skal justeres prompte. Og jeg er enig.

Generelt er jeg pjattet med ærlighed. Et sundt samt praktisk læringsmiddel for den enkelte at administrere, og så er ærligheden ekstra god i kombinering med selvindsigt.

XO

Pinky og så Brain Brain Brain

image

For tiden fungerer jeg på nogenlunde niveau som den debile laboratoriemus, Pinky. Selv efter utallige prøvelser, formår jeg ikke som Brain at pumpe derudaf med mindre geniale planer om at overtage styringen. Jeg har ikke andre måder at forklare på, hvordan lack of control føles, formentlig fordi jeg ikke forstår fuldkommen, hvad der sker. Erfaringsmæssigt ved jeg derimod, at humor er et storartet remedie til at skabe forståelse.

I barndommen så jeg tre-fem håndfulde afsnit om de to gensplejsede mus i tegneserien, der havde en svært forglemmelig intro. Jeg morede mig kongeligt over venskabets udfoldelser, mellem de to yderst forskellige laboratoriemus, i deres mislykkede forsøg på at erobre verden. Not so clever – Pinky og bistre Brain. Syvoghalvfems procent af tiden aner Pinky ikke, hvad han egentligt foretager sig, og Brain er som den dominerende satan, god til at varetage kontrollen. Men ifølge Wikipedia, opstås en 360 grader vending i et af de afsnit, som foregår i junglen. Rollerne ombyttes, idet Pinky bliver leder for Brain og senere udnævnes til præsident. What a twist.

Jeg er klar over, at min intelligens er velbevaret og hjernen blot hviler sig efter at have været overbelastet i alt for lang tid. Ændrer bare ikke på de gentagne skræmmende oplevelser af at have mistet kontrol over egne tanker og funktioner. Jeg har stor ubehag ved den svækkede hukommelse, de dystre tanker, ordombytninger, det svingende humør i alle retninger, irrationalen, forståelsesbesværet og følelsen af, at hjernen ikke har forbindelse til resten af mit korpus. Større er skuffelsen over, at min hjerne ikke er helet på nuværende tidspunkt, efter tre en halv måned med hvile. Jeg er i bedring og alligevel ikke.

Imens min hjerne oplader, må jeg lære at acceptere den midlertidige rolle som Pinky. Indtil jeg igen kan tage styringen fra Brain.

XO