Jeg er skabsArnold. Hvor andre, i al hemmelighed, beundrer de royale, har jeg det sådan med Schwarznegger. Alright, muligvis er jeg også farvet af to års ansættelse i Odense Body Building Center, hvor Arnie tilbedes, som kun en Guru kan blive det.

Anyway. Den mand rammer min hitrate, med sin østrigsk-amerikanske accent, den stenhårde mimik og et vindende smil, efter at have udtalt sig mere eller mindre skarpsindigt. Orh ja, ej at forglemme de badass muskler, ligeså spændstige a la den alt for senede mørbradbøf. Arnie formår derfor at give ordet, ‘robust’, substans – altså i den fysiske forstand.

Spurgte du mig, er netop gradbøjningen af ‘robust’, udelukkende anvendelig ved beskrivelser af kropslige udfoldelser. Jeg tænker, at robusthed får en farlig betydning, når det omhandler psykens abstrakthed. Og alligevel smides der rundt med ‘psykisk robusthed’, som var det peberkorn på en spejlægsmad.

I visse henseender giver det dog mening – eksempelvis i statusrapporter fra psykiatrien, hvis en patients psykiske tilstand skal forklares, for at fremfinde den rette behandlingsform. Patienten fremstår psykisk robust, og der vurderes, at vedkommende vil kunne opnå progression af et kognitivt terapiforløb. 

Men i stillingsopslag. Come on! Det er så uhåndgribeligt at forvente en ny medarbejder, skal være psykisk robust, og derved forsøger ledelsen vel egentligt bare at fraskrive sig ansvaret?

Ordet er misbrugt og sætter et forøget pres på de enkelte individer. Hvornår blev det et mål at forme cyborgs, der skal klare alt?

Hasta la vista, psykisk robusthed.