Femhundrede meter. Nyt hjem. Bredt smil.

img_3574

Jeg har igen haft en længerevarende pause fra bloggen, hvilket skyldes forandringer i mit liv, der grundet stress og manglende overskud, fik en større virkning end tilsigtet. I det enogtredivte år, er jeg blevet skarp på, hvordan egne følelser forstås og beskrives bedst, når der har været god tid til refleksioner. Mit behov er at danne overblik, tune in på følesesregistreret og mærke efter, før andre delagtiggøres i min sindstilstand. Selvfølgelig opstår visse situationer, der kræver rådføring fra eller drøftelser med medlemmer i familien, og mine skønne veninder.

Men altså, af ovennævnte årsag, giver det sjældent mening for mig at dele tanker samt deslige, i skriblerier på bloggen, under selve processen. Til gengæld, bliver blogindlæggene gennemtænkt til punkt og prikke, inden udgivelse, og derved opnår jeg tilfredsstillelse, hvilket principielt må være til gavn for alle, in-og direkte.

Dog vil jeg dele en frisk forandring med Jer. Jeg er flyttet. Hele femhundrede meter væk fra det tidligere lejemål, jeg delte med Niller (Niels). En gæv gut, der startede som en fremmede for mig, men igennem seks en halv måned, under samme loftarealer, udviklede vi et venskab. Vores søde udlejere erklærede, at de forøgede tosomheden med en arving, og derfor skulle bo i den lækre treværelses-lejlighed, de selvsagt havde krav på. Niller og jeg overvejede kortvarigt en besættelse, i ren ungdomshus-stil. Den idé, blev hurtigt søvndyssende, i og med ingen os er særligt fandenivoldske, hvilket må siges at være et vigtigt karaktertræk, ved murstenskast mod levende legemer. Nuvel, trods tristhed over meldingen om udflytning, ønskede vi – naturligvis – i al fredelighed at vinke farvel til nummer ni, og på gensyn til udlejerne, aka de kommende forældre, hvis baby jeg glæder mig til at pludre med.

Så, i den tre måneder lange opsigelsesperiode, måtte jeg jo ty til remedier, for at finde mit nye domicil. Straks efter udlejernes bittersøde nyhed, oprettede jeg en profil på Boligportalen.dk, ligesom tusindvis andre snarligt-hjemløse-agtige. Niller, heriblandt. Jeg var ved godt mod, så turde være kræsen, lytte til mavefornemmelsen og løbende takke nej til et par deleboliger, idet matchet føltes forkert. Oprigtigt, nærede jeg næsten ingen frygt for at stå boligløs, mestendels fordi et dejligt vennepar, sikrede logi hos dem, såfremt heldet var ude. Og magiskvis, kringler jeg det københavnske boligmarked til UG, uden egentligt at vide hvordan.

Som tiden gik, smeltede isen langsommeligt i maven, omend jeg stolede på at kunne nå i mål, inden deadline. Endda efter mislykkede forsøg på at fremdrive en lejlighed a la nummer ni, med tilhørende døre, Niller og jeg kunne deles om. Næh! Vi erkendte, at tiden med fælles kvadratmetre, oprandt. Fra ultimo februar tyveatten, endte æraen og en ny ville starte.

På en kold januardag, poppede notifikationer op om ledige boliger, og sørme så, om jeg ikke også havde modtaget post i indbakken. Afsenderen skrev glædeligt om, hvordan hun fandt min profiltekst interessant. Den velskrevne beskrivelse om undertegnede, jeg med omhu, havde nedkriflet. Heldigvis var det netop hende, der læste den, skabte kontakt og i et samarbejde, aftalte vi et ‘meetsweet’. Trine hed hun. Det hedder hun stadig. Og denne dato, har hun været min bofælle i seks dage.

Jeg kan umuligt forklare den kemi, Trine og jeg har. Unik, er velsagtens ordet. I hvert fald ligger jeg, i skrivende stund, kropslang på tæppet, i vores køkkenalrum, og smiler. Et bredt smil, så æblekinderne skubber øjnene i, og det er blot ved tanken om, hvor pjattet jeg er med dette pragtfulde hjem. Ja, jeg føler mig allerede hjemme. Helt og aldeles.

Tak, Trine. Du er for cool.

XO

P.S.: Niller nyder sin uudforskede tilværelse som ny ama’rkaner. Han er ligeså glad.

BEKÆMPELSE AF VOLD MOD KVINDER

img_2947

I går modtog jeg et opkald fra en af mine absolut allerbedste veninder. Vi kender hinanden helt tilbage fra folkeskolen og med årerne har venskabet udviklet sig til lignende et søstreforhold. Af den art med tilladelse til pure ærlighed, enhver følelse, fra- og tilsigelser, diskussioner, kærlighedserklæringer og stilhed. Sgu ægte i sin enkelthed. Og som de jappetanter, vi er, drøftes verdenssituationen ugentligt, via lange snakke over mobilen. I sin sandhed den af vore yndlingstraditioner, som tyvstjæler tiden mest og på gårsdagen, blokerede for andre opkald, i halvanden time.

Løst, fast, op, ned – alle emner var relevante. Og alligevel husker jeg bedst den del, hvor ‘my sister from other parents’, fortalte om en psykisk udfordret kvinde. Kvinden med en lykkelig moderrolle til to små drenge, men nu desværre også i en offerposition efter et voldeligt overfald, begået af ekskæresten. Vold i den grad, hvor minutter betød forskel for overlevelse. Forfærdet lyttede jeg, gispede og glemte kortvarigt at trække vejret.

Forhelvede! En gang for mange. Et offer for meget. Samfundet, fællesskabet og individet har ansvar for at reagere på sådanne grusomme handlinger. Ingen skal stå alene. Ingen.

Gør en forskel ved at sprede et synligt budskab året rundt. Især denne dato, femogtyvende november, kan alle støtte op om FN’s internationale kampagne for bekæmpelsen af vold mod kvinder. Global forskning bevidner uhyggeligt, at én ud af tre kvinder oplever vold i nære relationer eller seksuel vold i løbet af deres liv. Reaktion, handling og ændringer skal ske.

#Orangetheworld er dagens slogan, hvilket vil blive opslået world wide via større medier, og når betydningsfulde bygninger ændre farve til orange.

Krisecenter Danner har i anledningen, indgået i samarbejde med os frivillige fra Sex & Samfunds om at markere kampen mod vold. Vi inviterer til fredagsbar med koncert og Spoken Words-kunstnere. Mød op til en vigtig fyraftensøl i hyggeligt selskab, på Apoteket klokken 1700. Læs om eventet her.

Heldigvis er influenzaen i udfasning, så kan deltage og jeg håber, at vi ses!

XO

Græsenke, udfordringsloge og iværksætterdrømme


img_0665

I morges trodsede jeg dårligdom, (læs her) for at følge kæresten til toget. Jeg er hermed græsenke indtil søndag, den syvogtyvende november tyveseksten, idet min flotte mand og en af hans herlige kammerater, holder velfortjent ferie i Indien. Begge knokler gevaldigt med deres respektive jobs, hvorfor afslapning under varmere himmelstrøg, i den grad er tiltrængt. Nøjagtigt 08:19 sendte jeg ham afsted, efter uddeling af mange lange knus, kærlige kys og et enkelt klap i måsen.

Gensynet er jo (heldigvis) lige om straks, og da savn gavner forhold, lyder vores aftale på moderat kontakt. Hænder nemlig, at adskillelse glider over i daglige dialoger via virtuelle kontaktflader, så forskellen på hverdag og ferie kan blive vanskelig at spotte. Af den årsag vil jeg glæde mig til at høre om deres Indien-eventyr om ni dage, i stedet for tusinde spoileralots undervejs. I min optik, er der stor værdig i fortællinger ansigt til ansigt, med charmen ved de gestikulerende fagter, mimiken og stemmeføringen. Specielt, når det gælder min kæreste, hvis smilehuller i sig selv er ren lækkerhed.

Imens, herhjemme i Danmark, vil jeg først og fremmest bekæmpe denne djævelske influenza – i jævn fart. Dernæst rettes mit fokus mod iværksætterdrømmen, som dybest set allerede er sat i værk.

Og min partner in workprocess, Lisa, mødte jeg i sommeren tyveelleve. Vi var begge deltagere til fødselsdagsfest hos en fælles veninde i Odense. Kemien opstod straks, formentligt grundet ensartet humor, livssyn og drømme. Hvad endnu bedre er, voksede venskabet stødt de seneste fem år, selvom afstanden i en periode, indebar togture på op til to timer. Ruten fra Odense til Holte. Indtil jeg foretog et øhop (flytning) til København sidste år, og det naturligt er blevet lettere at ses hyppigt.

Både Lisa og undertegnede er pjattet med at udfordre det, der ikke er nemmest, hvilket vi tænkte ville være sjovt at gøre i hinandens selsskab. Endte ud i en tomandsloge, bestående af den éne regel; at imødekomme frygten.

Logens jomfrutur startede derfor en fredag eftermiddag i juni måned dette år, i Blocs & Walls. Vi udfordrede højdeskrækken ved hjælp af klatring. Helt ideelt for mit daværende, meget stressramte habitus, at kunne føle en sejr. Adrenalinen pumpede, gejsten var enorm og oplevelsen virkeligt fed. Mens jeg klatrede op ad den elleve meter høje væg, virkede det som starten til et nyt kapitel. Tusind tak, Lisa, for skønne dig og den dag.

Den allerstørste udfordring vi skal til at bestige, er iværksætteriet. Drømmene er store, ideerne mangfoldige og målet, det når vi. På sigt.

Måske løftes sløret for flere af vores udfordringer og irværksætterplaner.

XO

When black becomes orange

img_2838

Primo marts tyvefemten, meldte jeg mig som frivillig projektmedarbejder i NGO’en, Sex & Samfund. Praktisk talt hele tre dage efter mit øhop (aka flytning) fra Odense til København. Hvorfor også vente?!

Den resolutte beslutning om at afsætte fritidens kostbare timer i netop denne organisation, skyldes et møde med en af sekretariatets projektledere, Morten. I foråret tyvefjorten interviewede jeg Morten til mit bachelorprojekt på socialrådgiverstudiet, og i den kontekst landede fokus hurtigt på potentialet for et virke i Sex & Samfund. Hvem vil ikke arbejde med så samfundsrelevante emner?

Boy oh boy, jeg er i al fald stolt over at være part i et fælleskab, hvor ønsket er at gøre en forskel – og som bonus, fået mange herlige minder med i rygsækken.

I takt med, at stresstilstanden tog til, indså jeg mit manglende overskud til at yde den frivillige arbejdskraft, der forventes i organisationen. Heldigvis kunne jeg tage orlov/pause/fri – you name it. Lysten forsvandt aldrig, og hver måned siden maj, håbede jeg på at kunne medvirke til torsdagens frivilligmøde.

Og i går aftes lykkedes det endeligt. Fornøjelsen ville ingen ende tage, da jeg trådte ind i lokalerne og blev mødt af en masse nye ansigter. Kun få genkendte og disse to var endda så cool at spørge til mit velbefindende. Tak for den modighed – værdsætter jeg.

img_2836

Under mit fravær har frivilliggruppen haft vokseværk til en bestand af halvtreds unikke individer, alle med samme formål om at gøre verden bare en lille smule bedre. Atmosfæren er lykkeligvis uændret, gruppedynamikken står stærkt, og uanset social differentiering rummes hver og én. R.E.S.P.E.K.T

Og jeg, den heldige cherrytomat, skal deltage i et essentielt event den femogtyvende november tyveseksten, when Black Friday becomes Orange. 

Dagen, hvor Danner og Sex & Samfund også giver dig mulighed for at støtte op om FN’s internationale kampagne til bekæmpelse af vold mod kvinder. Alt imens du nyder en kold øl, lytter til Nanna Schous smukke stemme samt fortrylles af vore Spoken Words.

Medbring kollegaer, studiekammerater, bedsteforældre og andet godtfolk til en vigtig øl i hyggeligt fællesskab. Tilmeld dig til eventet her.

Såfremt du er forhindret i deltagelse, følg endelig med på #OrangeTheWorld.
Din opbakning kan ligeledes tydeliggøres ved at ændre coveret på din Facebookprofil til nedenstående billede.

img_2857

Håber, at vi ses!

XO