JOHN DOE

john-doe

En sædvanlig eftermiddag i februar tyveseksten, sidder jeg på mit store kontor, og stirrer tomt ud i luften. Udsigten, bag de beskidte vinduer, bærer præg af bygningens mange forskellige kontormiljøer. Forretningsmændene, iført jakkesæt, hilser venligt med nik eller vink, når deres færden på P-pladsen, krydser andre ligesindede.

Et vindue står åbent, kontoret trænger til ren dunst, så de vinterlige briser langsomt erstatter radiatorens lune. Det registrerer jeg ikke. Mit blik hviler på græsplænen, der som pendant til blærerøvs-bilerne, pynter i den kedelige gård. I sensommeren, havde jeg flere gange, spottet en hare på det grønne areal. Jeg smiler, ved tanken om dets pjuskede lille hale. Ak, de små glæder.

Stilheden afbrydes af genhør fra gården, stammende fra kollegaers klukkende latter, alt imens de pulser løs på deres nikotinfyldte pinde. Arbejdet kalder. Ja, jeg må vågne op fra korttidsdvalen.

Men forhelvede, hvor føler jeg enorm afmagt. For et kvarter siden, afsluttede jeg endnu et møde med John Doe, og hans kommunalttildelte mentor. I de efterfølgende minutter, har jeg mærket tristhedens kulde under huden, tankernes dvaletilstand, og den saltede væske få fri passage gennem tårerkanalen, til at presse sig op i mine øjenkroge. Lydløst bander jeg over mine forpulede samarbejdspartnere i jobcenteret, og ønsker øjeblikkeligt telepatiske evner, for de skulle fandme bare vide.

Under dagens dialog, afslørede John Does tandløse smil endnu engang, at tandlægebesøgene har sjælden frekvens, men derimod erstattes af alkoholens ætsende virkning, når fyrre+ genstande, forbliver daglig kost. Den rødmossede farve på de udsultede kinder, medvirker til at give hans blege ansigt, en vag kulør. Hans beskidte sixpence, dækker over issen, hvor kun tilfældige fehår har heldig vækst.

Navnet har jeg glemt, men aldrig personen bag.

Lige fra første moment, min stemme kaldte John Does navn, ud i venteværelsets rungende akustik, har jeg vidst det. Denne mand kræver en særlig indsats.

Nervøst rejser han sig, mens hænderne febrilsk gestikulerer et signal til mentoren om, at hun skal gøre det samme.  Jeg opnår ingen øjenkontakt, hver gang John Doe genert, tager imod min udstrakte hånd, der hviler i luften, klar til at hilse høfligt. Vi er omtrent samme højde, når han står udstrakt i sin fulde længde, hvilket skyldes hans sammensunkne rygsøjle, og mine tolv centimeter høje støvletter.

Efter hans koldsvedige håndtryk, indtræder jeg varsomt i rollen som guide og gør tegn til, at vi skal gå. Bag mig, i nærmest kravlende bevægelser, og på vaskeægte Spiderman-manér, flugter John Doe langs med fordelingsgangens brede vægge, kun afbrudt af dørene til vore mange konsulentkontorer. Angsten for at have fri ryg, opstod i en ung alder, da John Doe havde en kortvarig tilværelse som hjemløs, for livet på gaderne fik en brat afslutning. Et bagangeb, med gentagne knivstik i ryggens solide sølje, blev også til det brutale traume, han forsat lider og begrænses af. Grundet den viden, sørger jeg altid for at omrokere mit kontor, så John Doe kan sidde helt op af den væg, med mest lydisolering.

Ugen op til, at John Doe startede i afklaring- og udviklingsforløbet, kontaktede jeg hans kommunalttildelte mentor, i ønske om at være velforberedt. Papirerne fra Jobcenteret, anmeldte ingen brugbare informationer om denne mand, hvis fremtid lå i mine hænder, de næste tretten uger. Til gengæld, sørgede mentoren for, at jeg forstod sværhedsgraden af John Does tiltro til andre individer. En mand med en livshistorik, der indbefatter utallige svigt. Selv har mentoren, kæmpet en brav kamp for at etablere et tillidsbånd imellem dem, hvor hun heldigvis sejrede.

Den informative og rådgivende dialog med mentoren, gjorde indtryk. Og derfra, traf jeg beslutningen om at dele en personlig – og ikke privat – detalje om udfordringer fra mit eget liv, i møderne med John Doe. Trods min stillingbetegnelse, er jeg ligeså menneskelig som han er, og det måtte han gerne vide. Jeg viskede den ulige magtbalance væk, hvilket styrkede relationsdannelsen mellem os, og overraskende hurtigt, fornemmede jeg den voksende tillid.

Pokker i helvede. Jeg nærer megen tvivl om, hvordan det i arbejdsøjemed, skal kunne lykkedes at hjælpe ham. De saltede tårer, glider nu ned af æblekinderne. Den her arbejdsplads, giver årsag til mange situationer, hvor lydløs gråd er uundgåeligt.

Og hvordan skal dagens nyheden takles? Alt imens John Doe bare sad på stolen ved væggen, helt mut og trist, fortalte mentoren det. I et medbragt brev fra Jobcenteret, adresseret til John Doe, beskrives afgørelsen om at fjerne hans mentor-bevilling. Brevet skimmes igennem. Forfærdet læser jeg, hvordan de har misforstået min stillingsbetegnelse og fejlagtigt tror, at arbejdet ligeledes indeholder en mentorfunktion.

Nej. Jeg kan umuligt nå mere end de fireogtredive borgere, som ugentligt skal have en times samtale med undertegnede. Samtidig med, at jeg ringer canvas til virksomheder, følger op i de mere eller mindre etablerede virksomhedspraktikker og udarbejder alenlange rapporter, hvilke der er tidspres på, for er allerede bagud med femten af slagsen. Nej, bare nej.

John Doe kræver mere. Og han fortjener bedre. Omend Jobcenteret fornuftigt lyttede, da jeg dagligt sendte mails, med klar besked på at forlænge John Does forløb til minimum seksogtyve uger, stoppede rationalet herefter.

I 5.klasse, droppede John Doe ud af skolen. Han orkede ikke at forene svær dysleksi med streng undervisning, og den manglende støtte fra sine alkoholiske forældre, til at få ordnet lektierne. Sidenhen efterlignede han også sine arvegivere, da hardcore druk og et aktivt cpr-nummer i det kommunale system, blev til levestandarden. John Doe har derfor ingen erhvervserfaringer at pynte på et CV, og i takt med fire årtier, udviklede han socialangst, så isolation udgjorde en funktionel livsstil.

Jeg kan ikke huske hans navn, men John Doe formår end ikke at stave det. Dengang han forlod skolen, blev evnen til at skrive og læse, efterladt.

Jobcenteret sendte John Doe i afklaringsforløb i den virksomhed, hvor projektet tildels var under mine vinger. Den forbistrede sagsbehandler mente, at han sagtens kunne klare en virksomhedspraktik på sølle fire uger, hvor timeantallet optimeres løbende, og en rapport derefter skulle afsløre om han er arbejdsparat. Tsk! Den konklusion, dragede jeg i mit første ‘meetsweet’ med John Doe. Herefter forsøgte jeg, med alskens faglige termer og sand fornuft, at tale til min leders barmhjertighed. Jeg ville skåne John Doe for at gennemgå det forløb, der i min optik, kun havde økonomisk gevinst og ingen humanitet. Selektiv forståelse, fra lederens side, blev til et ubarmhjertigt nej.

Og bedst som jeg, i det mindste, opnår at få forløbet forlænget, vinde John Does tillid, søge flittigt i høstakken efter en virksomhed passende til ham, fjerner de hans livlinje – mentoren. Forpulede idioter!

Jeg vil jo gerne, men kan ikke. Og gråden tiltager. Det her er fandme ikke, den virkelighed jeg skrev mig op til.

XO

Druknet #1

img_9619

Jeg mindes at have været en vandhund altid. Adspurgt fortæller min søde mor, at jeg erindrer korrekt. Faktisk var jeg aldrig til at drive ud af vandet på vore strandture. Afskyede sand, elskede vand. Og som et artigt pigebarn, gik jeg kun ud til navlen, hvilket ét af de ti baderåd jo dikterer – potentielt også mest grundet den simple årsag, at dybt vand ikke var ‘the shit’ for undertegnede. Med havets udforsigelige dybde, er det for visse højder nemt at overskride navlereglen, og jeg var en påpasselig bettefis.

Et par årtier senere, er jeg forsat regelrytter og fuld af respekt for dybet. Alligevel druknede jeg. Paradoks (?!)

I februar tyveseksten, soppede jeg nemlig i vandkanten. Det var dengang de første mærkbare stresstegn meldte sin ankomst. Uden, at jeg tog notits vel og mærke. Og dog. En for mig, almindelig uforløsende arbejdsdag i den kolde måned. Små stik i hjertet – eller anatomisk korrekt – i venstre bryst, hvor hjertet ikke just har til huse. Omkring fyraftenstid aka 17ish, strålede denne ubehagelige følelse kraftigt ud til venstre arm. Åh, for pokker! Jeg reagerede ved den ukendte fornemmelse, tog mig til brystet og blev en kende urolig. Uden deling, til de tilstedeværende kollegaer, om mit korpus’ pusseløjelige adfærd, pakkede jeg sammen og vendte næsen hjemad.

Alene hjemme, idet kæresten var på ferie med to af sine mange gode kammerater. Well well, mit positive gemyt bevarede troen på, at jeg var A-okay. På sofaen slængede jeg mig med et honningfyldt krus te, komedieserien ‘Modern Family’ – altså selvforkælelse med velmenende tanker om, at jeg blot havde behov for ro og tankeadspredelse. Niks. Stikkene i hjertet slash venstre bryst, med udstråling i armen, forsatte ufortrødent.

Google er et monster, når det gælder søgning af symptomer. Er du læge? Nej, men sandelig hypokonder efter gennemlæsning af mulige sygdomme. En kort samtale med moderen min, førte til et 1813-opkald, for at opnå den ønskede ro. Lang ventetid i røret, for jeg var ikke et unikum med spørgsmål efter privatpraktiserende læges åbningstid. Sygeplejersken stillede mig straks videre til lægen. Interessant, mon jeg burde være nervøs? Cirka tretten minutters ventetid igen. En mandelig stemme præsenterede sig ved navn, og som den læge jeg skulle fremlægge mit befindende for. Jeg gjorde mit ypperste i forklaringen af symptomer og fornemmelser. Travlheden i den anden ende af røret, kunne jeg ikke undgå at kende til, via den omtrent seks minutter lange samtale.

Da vi afsluttede dialogen, havde jeg fået to diagnoser til nærmere udredning samt behandling ved egen læge; Karpaltunnelsyndrom og en besværet lunge. Gid, at han havde lyttet, spurgt – og beroliget. Indrømmet måtte jeg le af den fremfundne konklusion, og i samråd med min efterhånden ret bekymrede mor, vurderede jeg, at søvn måtte være svaret.

Næste dag mærkede jeg ingen stik i bryst eller udstråling i armen.

Forsættelse følger.

XO