JOHN DOE

john-doe

En sædvanlig eftermiddag i februar tyveseksten, sidder jeg på mit store kontor, og stirrer tomt ud i luften. Udsigten, bag de beskidte vinduer, bærer præg af bygningens mange forskellige kontormiljøer. Forretningsmændene, iført jakkesæt, hilser venligt med nik eller vink, når deres færden på P-pladsen, krydser andre ligesindede.

Et vindue står åbent, kontoret trænger til ren dunst, så de vinterlige briser langsomt erstatter radiatorens lune. Det registrerer jeg ikke. Mit blik hviler på græsplænen, der som pendant til blærerøvs-bilerne, pynter i den kedelige gård. I sensommeren, havde jeg flere gange, spottet en hare på det grønne areal. Jeg smiler, ved tanken om dets pjuskede lille hale. Ak, de små glæder.

Stilheden afbrydes af genhør fra gården, stammende fra kollegaers klukkende latter, alt imens de pulser løs på deres nikotinfyldte pinde. Arbejdet kalder. Ja, jeg må vågne op fra korttidsdvalen.

Men forhelvede, hvor føler jeg enorm afmagt. For et kvarter siden, afsluttede jeg endnu et møde med John Doe, og hans kommunalttildelte mentor. I de efterfølgende minutter, har jeg mærket tristhedens kulde under huden, tankernes dvaletilstand, og den saltede væske få fri passage gennem tårerkanalen, til at presse sig op i mine øjenkroge. Lydløst bander jeg over mine forpulede samarbejdspartnere i jobcenteret, og ønsker øjeblikkeligt telepatiske evner, for de skulle fandme bare vide.

Under dagens dialog, afslørede John Does tandløse smil endnu engang, at tandlægebesøgene har sjælden frekvens, men derimod erstattes af alkoholens ætsende virkning, når fyrre+ genstande, forbliver daglig kost. Den rødmossede farve på de udsultede kinder, medvirker til at give hans blege ansigt, en vag kulør. Hans beskidte sixpence, dækker over issen, hvor kun tilfældige fehår har heldig vækst.

Navnet har jeg glemt, men aldrig personen bag.

Lige fra første moment, min stemme kaldte John Does navn, ud i venteværelsets rungende akustik, har jeg vidst det. Denne mand kræver en særlig indsats.

Nervøst rejser han sig, mens hænderne febrilsk gestikulerer et signal til mentoren om, at hun skal gøre det samme.  Jeg opnår ingen øjenkontakt, hver gang John Doe genert, tager imod min udstrakte hånd, der hviler i luften, klar til at hilse høfligt. Vi er omtrent samme højde, når han står udstrakt i sin fulde længde, hvilket skyldes hans sammensunkne rygsøjle, og mine tolv centimeter høje støvletter.

Efter hans koldsvedige håndtryk, indtræder jeg varsomt i rollen som guide og gør tegn til, at vi skal gå. Bag mig, i nærmest kravlende bevægelser, og på vaskeægte Spiderman-manér, flugter John Doe langs med fordelingsgangens brede vægge, kun afbrudt af dørene til vore mange konsulentkontorer. Angsten for at have fri ryg, opstod i en ung alder, da John Doe havde en kortvarig tilværelse som hjemløs, for livet på gaderne fik en brat afslutning. Et bagangeb, med gentagne knivstik i ryggens solide sølje, blev også til det brutale traume, han forsat lider og begrænses af. Grundet den viden, sørger jeg altid for at omrokere mit kontor, så John Doe kan sidde helt op af den væg, med mest lydisolering.

Ugen op til, at John Doe startede i afklaring- og udviklingsforløbet, kontaktede jeg hans kommunalttildelte mentor, i ønske om at være velforberedt. Papirerne fra Jobcenteret, anmeldte ingen brugbare informationer om denne mand, hvis fremtid lå i mine hænder, de næste tretten uger. Til gengæld, sørgede mentoren for, at jeg forstod sværhedsgraden af John Does tiltro til andre individer. En mand med en livshistorik, der indbefatter utallige svigt. Selv har mentoren, kæmpet en brav kamp for at etablere et tillidsbånd imellem dem, hvor hun heldigvis sejrede.

Den informative og rådgivende dialog med mentoren, gjorde indtryk. Og derfra, traf jeg beslutningen om at dele en personlig – og ikke privat – detalje om udfordringer fra mit eget liv, i møderne med John Doe. Trods min stillingbetegnelse, er jeg ligeså menneskelig som han er, og det måtte han gerne vide. Jeg viskede den ulige magtbalance væk, hvilket styrkede relationsdannelsen mellem os, og overraskende hurtigt, fornemmede jeg den voksende tillid.

Pokker i helvede. Jeg nærer megen tvivl om, hvordan det i arbejdsøjemed, skal kunne lykkedes at hjælpe ham. De saltede tårer, glider nu ned af æblekinderne. Den her arbejdsplads, giver årsag til mange situationer, hvor lydløs gråd er uundgåeligt.

Og hvordan skal dagens nyheden takles? Alt imens John Doe bare sad på stolen ved væggen, helt mut og trist, fortalte mentoren det. I et medbragt brev fra Jobcenteret, adresseret til John Doe, beskrives afgørelsen om at fjerne hans mentor-bevilling. Brevet skimmes igennem. Forfærdet læser jeg, hvordan de har misforstået min stillingsbetegnelse og fejlagtigt tror, at arbejdet ligeledes indeholder en mentorfunktion.

Nej. Jeg kan umuligt nå mere end de fireogtredive borgere, som ugentligt skal have en times samtale med undertegnede. Samtidig med, at jeg ringer canvas til virksomheder, følger op i de mere eller mindre etablerede virksomhedspraktikker og udarbejder alenlange rapporter, hvilke der er tidspres på, for er allerede bagud med femten af slagsen. Nej, bare nej.

John Doe kræver mere. Og han fortjener bedre. Omend Jobcenteret fornuftigt lyttede, da jeg dagligt sendte mails, med klar besked på at forlænge John Does forløb til minimum seksogtyve uger, stoppede rationalet herefter.

I 5.klasse, droppede John Doe ud af skolen. Han orkede ikke at forene svær dysleksi med streng undervisning, og den manglende støtte fra sine alkoholiske forældre, til at få ordnet lektierne. Sidenhen efterlignede han også sine arvegivere, da hardcore druk og et aktivt cpr-nummer i det kommunale system, blev til levestandarden. John Doe har derfor ingen erhvervserfaringer at pynte på et CV, og i takt med fire årtier, udviklede han socialangst, så isolation udgjorde en funktionel livsstil.

Jeg kan ikke huske hans navn, men John Doe formår end ikke at stave det. Dengang han forlod skolen, blev evnen til at skrive og læse, efterladt.

Jobcenteret sendte John Doe i afklaringsforløb i den virksomhed, hvor projektet tildels var under mine vinger. Den forbistrede sagsbehandler mente, at han sagtens kunne klare en virksomhedspraktik på sølle fire uger, hvor timeantallet optimeres løbende, og en rapport derefter skulle afsløre om han er arbejdsparat. Tsk! Den konklusion, dragede jeg i mit første ‘meetsweet’ med John Doe. Herefter forsøgte jeg, med alskens faglige termer og sand fornuft, at tale til min leders barmhjertighed. Jeg ville skåne John Doe for at gennemgå det forløb, der i min optik, kun havde økonomisk gevinst og ingen humanitet. Selektiv forståelse, fra lederens side, blev til et ubarmhjertigt nej.

Og bedst som jeg, i det mindste, opnår at få forløbet forlænget, vinde John Does tillid, søge flittigt i høstakken efter en virksomhed passende til ham, fjerner de hans livlinje – mentoren. Forpulede idioter!

Jeg vil jo gerne, men kan ikke. Og gråden tiltager. Det her er fandme ikke, den virkelighed jeg skrev mig op til.

XO

Femhundrede meter. Nyt hjem. Bredt smil.

img_3574

Jeg har igen haft en længerevarende pause fra bloggen, hvilket skyldes forandringer i mit liv, der grundet stress og manglende overskud, fik en større virkning end tilsigtet. I det enogtredivte år, er jeg blevet skarp på, hvordan egne følelser forstås og beskrives bedst, når der har været god tid til refleksioner. Mit behov er at danne overblik, tune in på følesesregistreret og mærke efter, før andre delagtiggøres i min sindstilstand. Selvfølgelig opstår visse situationer, der kræver rådføring fra eller drøftelser med medlemmer i familien, og mine skønne veninder.

Men altså, af ovennævnte årsag, giver det sjældent mening for mig at dele tanker samt deslige, i skriblerier på bloggen, under selve processen. Til gengæld, bliver blogindlæggene gennemtænkt til punkt og prikke, inden udgivelse, og derved opnår jeg tilfredsstillelse, hvilket principielt må være til gavn for alle, in-og direkte.

Dog vil jeg dele en frisk forandring med Jer. Jeg er flyttet. Hele femhundrede meter væk fra det tidligere lejemål, jeg delte med Niller (Niels). En gæv gut, der startede som en fremmede for mig, men igennem seks en halv måned, under samme loftarealer, udviklede vi et venskab. Vores søde udlejere erklærede, at de forøgede tosomheden med en arving, og derfor skulle bo i den lækre treværelses-lejlighed, de selvsagt havde krav på. Niller og jeg overvejede kortvarigt en besættelse, i ren ungdomshus-stil. Den idé, blev hurtigt søvndyssende, i og med ingen os er særligt fandenivoldske, hvilket må siges at være et vigtigt karaktertræk, ved murstenskast mod levende legemer. Nuvel, trods tristhed over meldingen om udflytning, ønskede vi – naturligvis – i al fredelighed at vinke farvel til nummer ni, og på gensyn til udlejerne, aka de kommende forældre, hvis baby jeg glæder mig til at pludre med.

Så, i den tre måneder lange opsigelsesperiode, måtte jeg jo ty til remedier, for at finde mit nye domicil. Straks efter udlejernes bittersøde nyhed, oprettede jeg en profil på Boligportalen.dk, ligesom tusindvis andre snarligt-hjemløse-agtige. Niller, heriblandt. Jeg var ved godt mod, så turde være kræsen, lytte til mavefornemmelsen og løbende takke nej til et par deleboliger, idet matchet føltes forkert. Oprigtigt, nærede jeg næsten ingen frygt for at stå boligløs, mestendels fordi et dejligt vennepar, sikrede logi hos dem, såfremt heldet var ude. Og magiskvis, kringler jeg det københavnske boligmarked til UG, uden egentligt at vide hvordan.

Som tiden gik, smeltede isen langsommeligt i maven, omend jeg stolede på at kunne nå i mål, inden deadline. Endda efter mislykkede forsøg på at fremdrive en lejlighed a la nummer ni, med tilhørende døre, Niller og jeg kunne deles om. Næh! Vi erkendte, at tiden med fælles kvadratmetre, oprandt. Fra ultimo februar tyveatten, endte æraen og en ny ville starte.

På en kold januardag, poppede notifikationer op om ledige boliger, og sørme så, om jeg ikke også havde modtaget post i indbakken. Afsenderen skrev glædeligt om, hvordan hun fandt min profiltekst interessant. Den velskrevne beskrivelse om undertegnede, jeg med omhu, havde nedkriflet. Heldigvis var det netop hende, der læste den, skabte kontakt og i et samarbejde, aftalte vi et ‘meetsweet’. Trine hed hun. Det hedder hun stadig. Og denne dato, har hun været min bofælle i seks dage.

Jeg kan umuligt forklare den kemi, Trine og jeg har. Unik, er velsagtens ordet. I hvert fald ligger jeg, i skrivende stund, kropslang på tæppet, i vores køkkenalrum, og smiler. Et bredt smil, så æblekinderne skubber øjnene i, og det er blot ved tanken om, hvor pjattet jeg er med dette pragtfulde hjem. Ja, jeg føler mig allerede hjemme. Helt og aldeles.

Tak, Trine. Du er for cool.

XO

P.S.: Niller nyder sin uudforskede tilværelse som ny ama’rkaner. Han er ligeså glad.