img_2886

I want it all and I want it now.

Den ovenstående sætning er hapset direkte ud af det britiske rockband, Queens, fine sangtekst. Jeg tolker en indikation om behov for at ville alt i et prompte tempo. I virkeligheden vel også en temmelig dronningeagtige tilgang til indkrævning, men ikke desto mindre sådanne tanker, der lader sig fare i mit hoved.

For langt om længe er jeg i realiteten klar til at genindtræde arbejdsmarkedet, efter tæt på fire måneders ‘psykisk indespærring’, grundet den dystre (satans) stresstilstand. Mit liv har altså stået semi standby, i noget nær halvdelen af det tredivte fyldte år. Og af den årsag, føler jeg indtrængende at skulle leve på dobbelt speed, inden min næste fødselsdag i juni måned anno tyvesytten. Jeg vil sgu alt, det hele og aldrig mere nøjes. Ha! På tragikomisk vis, medfører ‘vil alt nu-strategien’, en ond føljeton a la catch 22. Begrebet catch 22, er en ganske sanddru teori, nedstammende fra den satiriske novelle af samme titel, udgivet i 1961. Teorien forklares således; En umulig situation, hvor vedkommende er forhindret i at gøre en ting, indtil en anden ting er gjort, men som ikke kan gøres, før den første ting er gjort.

Sagt på en mere forenklet måde, er jeg overivrig efter at komme i arbejde igen, og helst i forgårs. Grundsættende positivt at have en viljestyrke, men ivrigheden har bare resulteret i endeløse nætter af nonestop myldretrafik i tankesporene, så Ole Lukøje er blevet langsommelig med sovestøvet, og jeg ej får det nødvendige antal timer. Morgenerne starter i panik – vidt opspærrende øjne, fumlende fingre ved indtastning af iPhonekoden, robotadfærd overtager sortering i stillingsopslagene. M å  s ø g e  j o b.

Søvnmanglen bedøver energiniveauet. Ingen energi standser mig i at udarbejde tilfredsstillende jobansøgninger. Middelmådige besvarelser til stillingsopslag, vil kunne forlænge ledighedsperioden. Tiltagende frustrationer om ikke at efterleve egne ønsker, forstyrrer natten.

And that, my dear, is called an evil circle.

Ifølge catch 22-teorien, skal den første udfordring håndteres, før nummer to kan igangsættes und so weiter. Endnu formår jeg ikke selv at afslutte den onde cirkel, hvorfor jeg fornylig tilmeldte mig metakognitiv terapi, med opstart primo januar tyvesytten. Et tip fra en guttermand. Mange tak. Indtil da, vil jeg abstrahere ved hjælp af yoga, fag- og skønlitteratur, dejligt selskab, julegaveindkøb og generel optimisme.

XO