Free your mind and…

img_2891

Freeeeee your mind and your ass will follow. I hvert fald er den velpolstret popo, jeg har siddende under lænden, rykket fra sofaens lune til mere bevægelighed. Lige såvel som sindet ej længere er fange, og jeg efterhånden helt har vundet over min hjernes alarmcentral, amygdala.

Tilbage i maj og juni kunne mit habitus sammenlignes med en kluddedukkes. Femogfirs procent af dagenes indhold, bestod af at ligge i sengen – eksklusiv søvn, rationelle tanker og min egentlige tilstedeværelse. Hen af dagen krøb jeg ind på sofaen, stenede simple Netflixserier og spiste rigelige mængder søde sager (som det forhøjede kortisolniveau skreg efter). Indtog derimod minimalt føde og væske. Trods disse faktorer, sørgede jeg immervæk for at komme i bad, opnåede det præsentable udseende samt oprydning i lejligheden, inden kærestens hjemkomst. Jeg løj. Absolut ingen måtte kende til den mærkværdige person, jeg følte at være blevet. I stedet havde jeg kapløb med tiden om at få skjult dagens manglende gøremål, uagtet at selve baderitualet tog tæt på hundredoghalvtreds minutter, plus minus. Ugly truth in disguise.

De resterende femten procent af tiden, forsøgte jeg at holde hjernen aktiveret kontra ovennævnte zombietilstand. Kort efter sygemeldingen indtraf, den nittende maj tyveseksten, betrådte jeg derfor bibliotekets lyse gulve. Jeg nærede et behov for at studere stress – i håb om at kunne forstå, hvilke kræfter jeg var oppe imod. Selvsagt er tilstanden stress en del af pensum på socialrådgiverstudiet, også i fordums tid for undertegnede, men ét er pligtig læsestof og andet er at føle på egen krop.

Bogstaverne hoppede rundt på de gule, slidte sider, koncentrationen var komplet fraværende og jeg stædig som et hvinende æsel. Den kombination udviklede sig til et kompromis med min stædighed om, at jeg kun læste maksimum tre sider på de dage, hvor den overbelastede hjerne tålte anstrengelser. Bøgernes ord understregede også heftigt, at hjernen skulle have ro til at genfinde balancen mellem amygdala og hippocampus.

Litteraturstudiet, om man vel, orienterede mig givtigt. Jeg blev klogere i forhold til, hvordan hjernen påvirkes af stress, konsekvenserne deraf, og må siges at være en foruroligende opdagelse. Kort opridset (og forstået af undertegnede), er amygdala hjernens emotionelle hukommelsesbank på godt og ondt. Udover huskefunktionen, reagerer denne hjernedel som alarmberedskab i pressede situationer, ved at udsende stresshormoner til advarsel for en anden hjernedel, hippocampus, hvis evne er at regulere selvsamme hormoner. Men for megen pres i længere varighed, er farligt, idet amygadala vil overtage herredømmet af stresshormonerne, som så i en lind strøm pumpes ud i hjernesystemet og med tiden slår hippocampus’ nerveceller itu. Ifølge videnskaben, viser scanningsbilleder af den stressbelastede hjerne, faktisk en voksende amygdala mod hippocampus’ skrumpende stand – altså til sammenligning med en almen hjerne. Sagt på en anden måde, betyder det destruktiv tankevirksomhed og forglemt positivitet. A lot of bullshit.

Mit sind var i fangenskab under amygdalas hjernekup – og jeg kæmpede mig sgu fri.

XO

When black becomes orange

img_2838

Primo marts tyvefemten, meldte jeg mig som frivillig projektmedarbejder i NGO’en, Sex & Samfund. Praktisk talt hele tre dage efter mit øhop (aka flytning) fra Odense til København. Hvorfor også vente?!

Den resolutte beslutning om at afsætte fritidens kostbare timer i netop denne organisation, skyldes et møde med en af sekretariatets projektledere, Morten. I foråret tyvefjorten interviewede jeg Morten til mit bachelorprojekt på socialrådgiverstudiet, og i den kontekst landede fokus hurtigt på potentialet for et virke i Sex & Samfund. Hvem vil ikke arbejde med så samfundsrelevante emner?

Boy oh boy, jeg er i al fald stolt over at være part i et fælleskab, hvor ønsket er at gøre en forskel – og som bonus, fået mange herlige minder med i rygsækken.

I takt med, at stresstilstanden tog til, indså jeg mit manglende overskud til at yde den frivillige arbejdskraft, der forventes i organisationen. Heldigvis kunne jeg tage orlov/pause/fri – you name it. Lysten forsvandt aldrig, og hver måned siden maj, håbede jeg på at kunne medvirke til torsdagens frivilligmøde.

Og i går aftes lykkedes det endeligt. Fornøjelsen ville ingen ende tage, da jeg trådte ind i lokalerne og blev mødt af en masse nye ansigter. Kun få genkendte og disse to var endda så cool at spørge til mit velbefindende. Tak for den modighed – værdsætter jeg.

img_2836

Under mit fravær har frivilliggruppen haft vokseværk til en bestand af halvtreds unikke individer, alle med samme formål om at gøre verden bare en lille smule bedre. Atmosfæren er lykkeligvis uændret, gruppedynamikken står stærkt, og uanset social differentiering rummes hver og én. R.E.S.P.E.K.T

Og jeg, den heldige cherrytomat, skal deltage i et essentielt event den femogtyvende november tyveseksten, when Black Friday becomes Orange. 

Dagen, hvor Danner og Sex & Samfund også giver dig mulighed for at støtte op om FN’s internationale kampagne til bekæmpelse af vold mod kvinder. Alt imens du nyder en kold øl, lytter til Nanna Schous smukke stemme samt fortrylles af vore Spoken Words.

Medbring kollegaer, studiekammerater, bedsteforældre og andet godtfolk til en vigtig øl i hyggeligt fællesskab. Tilmeld dig til eventet her.

Såfremt du er forhindret i deltagelse, følg endelig med på #OrangeTheWorld.
Din opbakning kan ligeledes tydeliggøres ved at ændre coveret på din Facebookprofil til nedenstående billede.

img_2857

Håber, at vi ses!

XO

Druknet

img_9619

Jeg mindes at have været en vandhund altid. Adspurgt fortæller min søde mor, at jeg erindrer korrekt. Faktisk var jeg aldrig til at drive ud af vandet på vore strandture. Afskyede sand, elskede vand. Og som et artigt pigebarn, gik jeg kun ud til navlen, hvilket ét af de ti baderåd jo dikterer – potentielt også mest grundet den simple årsag, at dybt vand ikke var ‘the shit’ for undertegnede. Med havets udforsigelige dybde, er det for visse højder nemt at overskride navlereglen, og jeg var en påpasselig bettefis.

Et par årtier senere, er jeg forsat regelrytter og fuld af respekt for dybet. Alligevel druknede jeg. Paradoks (?!)

I februar tyveseksten, soppede jeg nemlig i vandkanten. Det var dengang de første mærkbare stresstegn meldte sin ankomst. Uden, at jeg tog notits vel og mærke. Og dog. En for mig, almindelig uforløsende arbejdsdag i den kolde måned. Små stik i hjertet – eller anatomisk korrekt – i venstre bryst, hvor hjertet ikke just har til huse. Omkring fyraftenstid aka 17ish, strålede denne ubehagelige følelse kraftigt ud til venstre arm. Åh, for pokker! Jeg reagerede ved den ukendte fornemmelse, tog mig til brystet og blev en kende urolig. Uden deling, til de tilstedeværende kollegaer, om mit korpus’ pusseløjelige adfærd, pakkede jeg sammen og vendte næsen hjemad.

Alene hjemme, idet kæresten var på ferie med to af sine mange gode kammerater. Well well, mit positive gemyt bevarede troen på, at jeg var A-okay. På sofaen slængede jeg mig med et honningfyldt krus te, komedieserien ‘Modern Family’ – altså selvforkælelse med velmenende tanker om, at jeg blot havde behov for ro og tankeadspredelse. Niks. Stikkene i hjertet slash venstre bryst, med udstråling i armen, forsatte ufortrødent.

Google er et monster, når det gælder søgning af symptomer. Er du læge? Nej, men sandelig hypokonder efter gennemlæsning af mulige sygdomme. En kort samtale med moderen min, førte til et 1813-opkald, for at opnå den ønskede ro. Lang ventetid i røret, for jeg var ikke et unikum med spørgsmål efter privatpraktiserende læges åbningstid. Sygeplejersken stillede mig straks videre til lægen. Interessant, mon jeg burde være nervøs? Cirka tretten minutters ventetid igen. En mandelig stemme præsenterede sig ved navn, og som den læge jeg skulle fremlægge mit befindende for. Jeg gjorde mit ypperste i forklaringen af symptomer og fornemmelser. Travlheden i den anden ende af røret, kunne jeg ikke undgå at kende til, via den omtrent seks minutter lange samtale.

Da vi afsluttede dialogen, havde jeg fået to diagnoser til nærmere udredning samt behandling ved egen læge; Karpaltunnelsyndrom og en besværet lunge. Gid, at han havde lyttet, spurgt – og beroliget. Indrømmet måtte jeg le af den fremfundne konklusion, og i samråd med min efterhånden ret bekymrede mor, vurderede jeg, at søvn måtte være svaret.

Næste dag mærkede jeg ingen stik i bryst eller udstråling i armen.

Forsættelse følger.

XO