BEKÆMPELSE AF VOLD MOD KVINDER

img_2947

I går modtog jeg et opkald fra en af mine absolut allerbedste veninder. Vi kender hinanden helt tilbage fra folkeskolen og med årerne har venskabet udviklet sig til lignende et søstreforhold. Af den art med tilladelse til pure ærlighed, enhver følelse, fra- og tilsigelser, diskussioner, kærlighedserklæringer og stilhed. Sgu ægte i sin enkelthed. Og som de jappetanter, vi er, drøftes verdenssituationen ugentligt, via lange snakke over mobilen. I sin sandhed den af vore yndlingstraditioner, som tyvstjæler tiden mest og på gårsdagen, blokerede for andre opkald, i halvanden time.

Løst, fast, op, ned – alle emner var relevante. Og alligevel husker jeg bedst den del, hvor ‘my sister from other parents’, fortalte om en psykisk udfordret kvinde. Kvinden med en lykkelig moderrolle til to små drenge, men nu desværre også i en offerposition efter et voldeligt overfald, begået af ekskæresten. Vold i den grad, hvor minutter betød forskel for overlevelse. Forfærdet lyttede jeg, gispede og glemte kortvarigt at trække vejret.

Forhelvede! En gang for mange. Et offer for meget. Samfundet, fællesskabet og individet har ansvar for at reagere på sådanne grusomme handlinger. Ingen skal stå alene. Ingen.

Gør en forskel ved at sprede et synligt budskab året rundt. Især denne dato, femogtyvende november, kan alle støtte op om FN’s internationale kampagne for bekæmpelsen af vold mod kvinder. Global forskning bevidner uhyggeligt, at én ud af tre kvinder oplever vold i nære relationer eller seksuel vold i løbet af deres liv. Reaktion, handling og ændringer skal ske.

#Orangetheworld er dagens slogan, hvilket vil blive opslået world wide via større medier, og når betydningsfulde bygninger ændre farve til orange.

Krisecenter Danner har i anledningen, indgået i samarbejde med os frivillige fra Sex & Samfunds om at markere kampen mod vold. Vi inviterer til fredagsbar med koncert og Spoken Words-kunstnere. Mød op til en vigtig fyraftensøl i hyggeligt selskab, på Apoteket klokken 1700. Læs om eventet her.

Heldigvis er influenzaen i udfasning, så kan deltage og jeg håber, at vi ses!

XO

Free your mind and…

img_2891

Freeeeee your mind and your ass will follow. I hvert fald er den velpolstret popo, jeg har siddende under lænden, rykket fra sofaens lune til mere bevægelighed. Lige såvel som sindet ej længere er fange, og jeg efterhånden helt har vundet over min hjernes alarmcentral, amygdala.

Tilbage i maj og juni kunne mit habitus sammenlignes med en kluddedukkes. Femogfirs procent af dagenes indhold, bestod af at ligge i sengen – eksklusiv søvn, rationelle tanker og min egentlige tilstedeværelse. Hen af dagen krøb jeg ind på sofaen, stenede simple Netflixserier og spiste rigelige mængder søde sager (som det forhøjede kortisolniveau skreg efter). Indtog derimod minimalt føde og væske. Trods disse faktorer, sørgede jeg immervæk for at komme i bad, opnåede det præsentable udseende samt oprydning i lejligheden, inden kærestens hjemkomst. Jeg løj. Absolut ingen måtte kende til den mærkværdige person, jeg følte at være blevet. I stedet havde jeg kapløb med tiden om at få skjult dagens manglende gøremål, uagtet at selve baderitualet tog tæt på hundredoghalvtreds minutter, plus minus. Ugly truth in disguise.

De resterende femten procent af tiden, forsøgte jeg at holde hjernen aktiveret kontra ovennævnte zombietilstand. Kort efter sygemeldingen indtraf, den nittende maj tyveseksten, betrådte jeg derfor bibliotekets lyse gulve. Jeg nærede et behov for at studere stress – i håb om at kunne forstå, hvilke kræfter jeg var oppe imod. Selvsagt er tilstanden stress en del af pensum på socialrådgiverstudiet, også i fordums tid for undertegnede, men ét er pligtig læsestof og andet er at føle på egen krop.

Bogstaverne hoppede rundt på de gule, slidte sider, koncentrationen var komplet fraværende og jeg stædig som et hvinende æsel. Den kombination udviklede sig til et kompromis med min stædighed om, at jeg kun læste maksimum tre sider på de dage, hvor den overbelastede hjerne tålte anstrengelser. Bøgernes ord understregede også heftigt, at hjernen skulle have ro til at genfinde balancen mellem amygdala og hippocampus.

Litteraturstudiet, om man vel, orienterede mig givtigt. Jeg blev klogere i forhold til, hvordan hjernen påvirkes af stress, konsekvenserne deraf, og må siges at være en foruroligende opdagelse. Kort opridset (og forstået af undertegnede), er amygdala hjernens emotionelle hukommelsesbank på godt og ondt. Udover huskefunktionen, reagerer denne hjernedel som alarmberedskab i pressede situationer, ved at udsende stresshormoner til advarsel for en anden hjernedel, hippocampus, hvis evne er at regulere selvsamme hormoner. Men for megen pres i længere varighed, er farligt, idet amygadala vil overtage herredømmet af stresshormonerne, som så i en lind strøm pumpes ud i hjernesystemet og med tiden slår hippocampus’ nerveceller itu. Ifølge videnskaben, viser scanningsbilleder af den stressbelastede hjerne, faktisk en voksende amygdala mod hippocampus’ skrumpende stand – altså til sammenligning med en almen hjerne. Sagt på en anden måde, betyder det destruktiv tankevirksomhed og forglemt positivitet. A lot of bullshit.

Mit sind var i fangenskab under amygdalas hjernekup – og jeg kæmpede mig sgu fri.

XO

Græsenke, udfordringsloge og iværksætterdrømme


img_0665

I morges trodsede jeg dårligdom, (læs her) for at følge kæresten til toget. Jeg er hermed græsenke indtil søndag, den syvogtyvende november tyveseksten, idet min flotte mand og en af hans herlige kammerater, holder velfortjent ferie i Indien. Begge knokler gevaldigt med deres respektive jobs, hvorfor afslapning under varmere himmelstrøg, i den grad er tiltrængt. Nøjagtigt 08:19 sendte jeg ham afsted, efter uddeling af mange lange knus, kærlige kys og et enkelt klap i måsen.

Gensynet er jo (heldigvis) lige om straks, og da savn gavner forhold, lyder vores aftale på moderat kontakt. Hænder nemlig, at adskillelse glider over i daglige dialoger via virtuelle kontaktflader, så forskellen på hverdag og ferie kan blive vanskelig at spotte. Af den årsag vil jeg glæde mig til at høre om deres Indien-eventyr om ni dage, i stedet for tusinde spoileralots undervejs. I min optik, er der stor værdig i fortællinger ansigt til ansigt, med charmen ved de gestikulerende fagter, mimiken og stemmeføringen. Specielt, når det gælder min kæreste, hvis smilehuller i sig selv er ren lækkerhed.

Imens, herhjemme i Danmark, vil jeg først og fremmest bekæmpe denne djævelske influenza – i jævn fart. Dernæst rettes mit fokus mod iværksætterdrømmen, som dybest set allerede er sat i værk.

Og min partner in workprocess, Lisa, mødte jeg i sommeren tyveelleve. Vi var begge deltagere til fødselsdagsfest hos en fælles veninde i Odense. Kemien opstod straks, formentligt grundet ensartet humor, livssyn og drømme. Hvad endnu bedre er, voksede venskabet stødt de seneste fem år, selvom afstanden i en periode, indebar togture på op til to timer. Ruten fra Odense til Holte. Indtil jeg foretog et øhop (flytning) til København sidste år, og det naturligt er blevet lettere at ses hyppigt.

Både Lisa og undertegnede er pjattet med at udfordre det, der ikke er nemmest, hvilket vi tænkte ville være sjovt at gøre i hinandens selsskab. Endte ud i en tomandsloge, bestående af den éne regel; at imødekomme frygten.

Logens jomfrutur startede derfor en fredag eftermiddag i juni måned dette år, i Blocs & Walls. Vi udfordrede højdeskrækken ved hjælp af klatring. Helt ideelt for mit daværende, meget stressramte habitus, at kunne føle en sejr. Adrenalinen pumpede, gejsten var enorm og oplevelsen virkeligt fed. Mens jeg klatrede op ad den elleve meter høje væg, virkede det som starten til et nyt kapitel. Tusind tak, Lisa, for skønne dig og den dag.

Den allerstørste udfordring vi skal til at bestige, er iværksætteriet. Drømmene er store, ideerne mangfoldige og målet, det når vi. På sigt.

Måske løftes sløret for flere af vores udfordringer og irværksætterplaner.

XO

A little bird named Enza…

img_2870

I know a little bird named Enza. What an anoying fellow. But this tuesday I opened my window and in flew Enza…

Nærer ingen ornitologisk interesse, derimod er jeg ramt af ‘in flew enza’. To en halv dag med sløjere end sløjhed. Grumme bakterier, der sidder i næsen, halsen – af ukendte årsager – også i maven.

I gu’ ved hvor lang tid, præsterede jeg ellers at undvige den der ‘for real influenza’. Bevares, forkølelse berøres jeg af på årlig basis uden decideret at være sengeliggende, men i disse vinterlige dage må jeg ty til sengen, sofaen og den varme dyne. Kva min nuværende status som dagpengemodtager, og deraf ingen arbejdsmæssige forpligtelser, er samvittigheden anderledes. Jeg skal ikke stå til regnskab over for en ledelse, kollegaer or what so ever. Den ellers normalt dårlige fornemmelse af at indmelde sygdom, er ikkeeksisterende, følelsen befriende og et nyt knowhow i det voksne arbejdsliv. Slut med dårlig samvittighed. Ja, sgu!

Okay okay, jeg kan alligevel ikke helt stå som kampfører i krigen mod Mister Guilty. For minsandten om ikke jeg har haft skyldfølelse over at melde fra, til at skulle svinge mormorarmene ved mine venners flytning dags dato. Jeg havde reelt glædet mig, men i løbet af dagens timer, måtte jeg indse, at kadaveret er tæt på ubrugeligt.

Og helbredet skal satme være førsteprioritet – den lektion skal jeg dælmdytme have lært – i takt med, at selvværdet får sin rette tilbagekomst. Punktum.

Generelt har tyveseksten bestemt også været et år, hvor jeg har ageret magnet for diverse virusser og vil bide spids på, at der er en sammenhæng med stresstilstanden. Egentlig er stressen endeligt ved at forlade mig efter vores vilde tandemspring sammen (Læs mere her), så tænker denne influenza er de sidste kamptrækninger, inden det udfordrede immunforsvar igen er stærkt. Jeg tror på det.

Udover den nyerhvervet knowhow, selvbevidste tanker og et retrospektivt sygdomstjek, har computeren varmet mine lår, mens jeg i rastløshed, fordrev tiden rationelt med at forfatte en jobansøgning. Jeg søger en stilling som børnesagsbehandler i en nærliggende kommune, hvilket er en stor bedrift for mit vedkommende og det gør mig stolt. Ansøgningen er sådan set også denne torsdags mest spændende foretagende, midt imellem næsepudsen, tedrikken, søvnen, hosten, selvmedlidenhed og trætheden.

Godnat herfra.

XO

 

When black becomes orange

img_2838

Primo marts tyvefemten, meldte jeg mig som frivillig projektmedarbejder i NGO’en, Sex & Samfund. Praktisk talt hele tre dage efter mit øhop (aka flytning) fra Odense til København. Hvorfor også vente?!

Den resolutte beslutning om at afsætte fritidens kostbare timer i netop denne organisation, skyldes et møde med en af sekretariatets projektledere, Morten. I foråret tyvefjorten interviewede jeg Morten til mit bachelorprojekt på socialrådgiverstudiet, og i den kontekst landede fokus hurtigt på potentialet for et virke i Sex & Samfund. Hvem vil ikke arbejde med så samfundsrelevante emner?

Boy oh boy, jeg er i al fald stolt over at være part i et fælleskab, hvor ønsket er at gøre en forskel – og som bonus, fået mange herlige minder med i rygsækken.

I takt med, at stresstilstanden tog til, indså jeg mit manglende overskud til at yde den frivillige arbejdskraft, der forventes i organisationen. Heldigvis kunne jeg tage orlov/pause/fri – you name it. Lysten forsvandt aldrig, og hver måned siden maj, håbede jeg på at kunne medvirke til torsdagens frivilligmøde.

Og i går aftes lykkedes det endeligt. Fornøjelsen ville ingen ende tage, da jeg trådte ind i lokalerne og blev mødt af en masse nye ansigter. Kun få genkendte og disse to var endda så cool at spørge til mit velbefindende. Tak for den modighed – værdsætter jeg.

img_2836

Under mit fravær har frivilliggruppen haft vokseværk til en bestand af halvtreds unikke individer, alle med samme formål om at gøre verden bare en lille smule bedre. Atmosfæren er lykkeligvis uændret, gruppedynamikken står stærkt, og uanset social differentiering rummes hver og én. R.E.S.P.E.K.T

Og jeg, den heldige cherrytomat, skal deltage i et essentielt event den femogtyvende november tyveseksten, when Black Friday becomes Orange. 

Dagen, hvor Danner og Sex & Samfund også giver dig mulighed for at støtte op om FN’s internationale kampagne til bekæmpelse af vold mod kvinder. Alt imens du nyder en kold øl, lytter til Nanna Schous smukke stemme samt fortrylles af vore Spoken Words.

Medbring kollegaer, studiekammerater, bedsteforældre og andet godtfolk til en vigtig øl i hyggeligt fællesskab. Tilmeld dig til eventet her.

Såfremt du er forhindret i deltagelse, følg endelig med på #OrangeTheWorld.
Din opbakning kan ligeledes tydeliggøres ved at ændre coveret på din Facebookprofil til nedenstående billede.

img_2857

Håber, at vi ses!

XO