Selv en kaktus kan have behov for ekstra omsorg


image

Vores kaktus, Herman, hænger skarpt til højre. Sagen er den, at det har stået på i en måned nu og bekymringen eksisterer. Min betænksomme kæreste har sørget for, at Herman får støtte og opbakning. Via den knap-så-billige urtepotte fra Ferm Living plus et par bøger med passende vidde. Pyt med tanken om, at urtepotten var ment til andet forbrug. Vi har alligevel ikke særligt (læs: ingen) grønne fingre, hvorfor planterne smuldrer fra os eller ædes op af lus. I min optik er det en meget sød gestus. Hyggelige Herman er trods alt også omtrent femten til tyve år gammel og i lang tid har han kæmpet om kamp med solen for at finde sin (rette) position. Well! Billedet fortæller sit. Det tog overhånd, for nu er Herman ved siden af sig selv, tæt på at vælte. Ideelt set skulle han jo stå lige, for at kunne gentage kampen mod solens styrke. Tålmodighed, støtte, omsorg og vand er de eneste virkemidler.

Eksakt samme midler jeg havde og har behov som stressramt frøken. Okay, mest omsorgen og støtten. Boy oh boy! I kan bide spids på, at jeg modtager det fra alle i min omgangskreds. Specielt kæresten, der naturligt er tættest på mig qua det faktum, at vi er roomies. I hele stressforløbet har jeg følt mig forstået, hørt og elsket. Tre essentielle elementer.

Stressramte har udelukkende behov for tålmodighed, kærlighed, forståelse og omsorg i usigelige mængder. Hold helt tilbage med pegende fingre om, hvad vedkommende kunne have gjort i situationen. Ingen kan nogensinde sætte sig i en andens sted, og derfor er de ovennævnte redskaber de ultimative bedst anvendelige som pårørende til den, der er ramt af stress. Ligeså vel skal de velmenende råd være gennemtænkte og ikke spredes som konfetti, for stressforløb er individuelle og yderst sjældent ensformige, så kun den enkelte ved, hvad der føles rigtigt.

Tid og ro klarer femogfirs procent af helingsprocessen. Ekstra meget omsorg er alfa omega for det resterende.

XO

Silver lining

image

Every cloud has as silver lining. 

Under udspringet med stress som tandemspartner, passerede jeg en del skyer. Læs om tandemsspringet. Flest sorte. De er ved at lette og det klarer op. I mit hoved.

Nu kan jeg med sikkerhed udtale, at bag enhver udfordring gemmer sig en positiv læring. Stress er en af de mere hardcore.

Retrospektivt kan jeg se håndterede situationer, som burde være grebet anderledes an. Jeg burde også have passet bedre på mig selv. Vor herre til hest. Ordet ‘burde‘ er jo ikke brugbart til andet end at slå sig selv i hovedet. Netop det er jeg færdig med. Jeg har lært lektien om misvedligeholdte ord i flinkeskolen, så derfor ud med BURDE og ind med NEJ. Et af de første ord jeg afkodede som etårig, vaklende rundt i stuen med en strittende pilfinger. Nejordet vil jeg fremover anvende i højere grad.

Jeg svæver forsat i luften efter at have trukket i faldskærmen og vil gerne lande blødt. Nervøsitet over fremtiden findes endnu, omend jeg er blevet klogere. Nejordet er mit bedste redskab og eksisterer i adskillige afskygninger. Eksempelvis kan jeg godt stille krav til ønsket ledelsesform på en given arbejdsplads. Selvom jeg er pligtopfyldende, er der heller ingen lighedstegn mellem det og at skulle agere i uduelige løsninger. Jeg må ligeledes gerne takke nej til en stilling, hvor der er chance for, at mine faglige værdier ikke kan udleves. Jeg har faktisk fri rådighed over ordet nej.

Ude i horisonten ser jeg uanede muligheder. Jeg starter forfra, stærkere end nogensinde før. That is one hell of a silver lining.

XO

 

Kvinden bag Labre Laue


Om Anita

Stress fucker med min hjerne. På de svære dage virker den personlighed jeg har, nærmest udvisket. En ukontrollerbar pessisme overtager mit ellers optimistiske gemyt.

For fanden! Jeg er jo mere end en stressramt frøken, hvilket er vigtigt at huske på og nemt at glemme.

Jeg dedikerer dette præsentationsindlæg som en huskeseddel til undertegnede; Ramt af stress, ja. Men jeg er sgu stadig laber.

Hvem er kvinden bag Labre Laue?

Tredive somre. Hele hundredeotteoghalvtreds centimeter lang. En glad og positiv bettefis. Sønderjyde ind til de mindste arterier, trods dialekten er temmelig rusten efter i otte år at have været integreret fynbo. I tyvefemten var jeg klar på nye eventyr og tog beslag på en bopæl, belagt på de sjællandske arealer, nærmere betegnet Københavnstrup. Uddannet socialrådgiver og certificeret NLP Coach Practitioner. I forhold med en meget dejlig mand. Jeg er ærlig og ligetil. Ikke kaffe-drikkende, derimod lettere afhængig af Chai Latte. Kærlig og opmærksom. Indehaver af kombinationen; højdeskræk+klaustrofobi og trapper foretrækkes derfor fremfor elevatoren, næsten uanset etageantal. Jeg elsker at danse og helst uden koreografi. Til gengæld freestyler jeg ikke i madkunst, men følger slavisk opskriften. Jeg kan godt synge. Det kan alle i min optik. Nogen bedre end andre (jeg hører under andre). Kæmpe neglelakfan. Damn…jeg føler mig Labre Laue med en rød nuance især. Min naturlige hårfarve har samme kontrast som Stryhns den grovhakket, hvorfor det længe har været dækket af blonde skær. Jeg er sygt god til at spille luftguitar. Ordet ‘sygt’ bruger jeg alt for meget. Et hygienjefreak i stil med famøse Monica Geller fra Friends-serien. Edderkoppeskræk. Satans bæster. Morfarhumor og ler gerne selv af mine verbale (og til tider sjove) udtryk. Socialt anlagt og ekstrovert. Praktisk rodehoved i travlhed. Sød og betænksom. Beriget med de skønneste ven(i)n(d)er, sviger- og familie.

Sidst, men ikke mindst. Taknemlig for Jeres modtagelse af bloggen. Al støtten, kærligheden og opbakningen. Af hjertet tak.XO

 

Ramt af stress

Jeg kan i sandheden nok klassificeres til at have perfektionistiske træk. Ligesom jeg i flinkeskolen ville score et solidt tolvtal i pligtopfyldenhed. Netop af de årsager, bremsede jeg ikke op og ingen stoppede mig. Først da stress nåede at blive min trofaste tandemspartner i et stort udspring. 

Efter en kort introduktion indså jeg, at min nye tandemspartner ikke skræmmes særlig let. I opflyvningen inviterede selvsamme andre gæster med sig under faldskærmen; lav selvfølelse, kontroltab, jalousi, tristhed, irrationale, hukommelsesbrist, asociale, hjertebanken, koncentrationsbesvær og søvnløshed. Alle var del af en skummel plan om ét stort fællesspring. De skubbede konstant på og forvrængede min realitet.

Alt imens var tålmodigheden og accepten rene kujoner, som udeblev fra at springe med.

Ærligt fløj vi alt for højt, og derfor blev udspringet, med min tandemspartner på ryggen, flere kilometer for langt. Bunden rammer jeg ikke, selvom det frie fald har føltes uendeligt dybt. Skyldes, at jeg har trukket i faldskærmen ved at gribe løsningen. Jeg sagde stop. Nu kan jeg svæve i luften efter en temmelig svær beslutning og vente på at blive klar til at lande. Samtidig klapper jeg mig selv på skulderen. Et klap, der rammer min tandemspartner, stress, lige i smasken.

Ovenstående er et uddrag fra det skriv jeg påtænkte at sende til Dagbladet Information, for at deltage i en kronikkonkurrence. Deadline nåede at blive overskredet i takt med, at mit mod forsvandt. Stress er et tabu for mig. Jeg bryder det nu.

Hej, mit navn er Anita og jeg er ramt af stress.

Stressindlæg