John Doe

john-doe

En sædvanlig eftermiddag i februar tyveseksten, sidder jeg på mit store kontor, og stirrer tomt ud i luften. Udsigten, bag de beskidte vinduer, bærer præg af bygningens mange forskellige kontormiljøer. Forretningsmændene, iført jakkesæt, hilser venligt med nik eller vink, når deres færden på P-pladsen, krydser andre ligesindede.

Et vindue står åbent, kontoret trænger til ren dunst, så de vinterlige briser langsomt erstatter radiatorens lune. Det registrerer jeg ikke. Mit blik hviler på græsplænen, der som pendant til blærerøvs-bilerne, pynter i den kedelige gård. I sensommeren, havde jeg flere gange, spottet en hare på det grønne areal. Jeg smiler, ved tanken om dets pjuskede lille hale. Ak, de små glæder.

Stilheden afbrydes af genhør fra gården, stammende fra kollegaers klukkende latter, alt imens de pulser løs på deres nikotinfyldte pinde. Arbejdet kalder. Ja, jeg må vågne op fra korttidsdvalen.

Men forhelvede, hvor føler jeg enorm afmagt. For et kvarter siden, afsluttede jeg endnu et møde med John Doe, og hans kommunalttildelte mentor. I de efterfølgende minutter, har jeg mærket tristhedens kulde under huden, tankernes dvaletilstand, og den saltede væske få fri passage gennem tårerkanalen, til at presse sig op i mine øjenkroge. Lydløst bander jeg over mine forpulede samarbejdspartnere i jobcenteret, og ønsker øjeblikkeligt telepatiske evner, for de skulle fandme bare vide.

Under dagens dialog, afslørede John Does tandløse smil endnu engang, at tandlægebesøgene har sjælden frekvens, men derimod erstattes af alkoholens ætsende virkning, når fyrre+ genstande, forbliver daglig kost. Den rødmossede farve på de udsultede kinder, medvirker til at give hans blege ansigt, en vag kulør. Hans beskidte sixpence, dækker over issen, hvor kun tilfældige fehår har heldig vækst.

Navnet har jeg glemt, men aldrig personen bag.

Lige fra første moment, min stemme kaldte John Does navn, ud i venteværelsets rungende akustik, har jeg vidst det. Denne mand kræver en særlig indsats.

Nervøst rejser han sig, mens hænderne febrilsk gestikulerer et signal til mentoren om, at hun skal gøre det samme.  Jeg opnår ingen øjenkontakt, hver gang John Doe genert, tager imod min udstrakte hånd, der hviler i luften, klar til at hilse høfligt. Vi er omtrent samme højde, når han står udstrakt i sin fulde længde, hvilket skyldes hans sammensunkne rygsøjle, og mine tolv centimeter høje støvletter.

Efter hans koldsvedige håndtryk, indtræder jeg varsomt i rollen som guide og gør tegn til, at vi skal gå. Bag mig, i nærmest kravlende bevægelser, og på vaskeægte Spiderman-manér, flugter John Doe langs med fordelingsgangens brede vægge, kun afbrudt af dørene til vore mange konsulentkontorer. Angsten for at have fri ryg, opstod i en ung alder, da John Doe havde en kortvarig tilværelse som hjemløs, for livet på gaderne fik en brat afslutning. Et bagangeb, med gentagne knivstik i ryggens solide sølje, blev også til det brutale traume, han forsat lider og begrænses af. Grundet den viden, sørger jeg altid for at omrokere mit kontor, så John Doe kan sidde helt op af den væg, med mest lydisolering.

Ugen op til, at John Doe startede i afklaring- og udviklingsforløbet, kontaktede jeg hans kommunalttildelte mentor, i ønske om at være velforberedt. Papirerne fra Jobcenteret, anmeldte ingen brugbare informationer om denne mand, hvis fremtid lå i mine hænder, de næste tretten uger. Til gengæld, sørgede mentoren for, at jeg forstod sværhedsgraden af John Does tiltro til andre individer. En mand med en livshistorik, der indbefatter utallige svigt. Selv har mentoren, kæmpet en brav kamp for at etablere et tillidsbånd imellem dem, hvor hun heldigvis sejrede.

Den informative og rådgivende dialog med mentoren, gjorde indtryk. Og derfra, traf jeg beslutningen om at dele en personlig – og ikke privat – detalje om udfordringer fra mit eget liv, i møderne med John Doe. Trods min stillingbetegnelse, er jeg ligeså menneskelig som han er, og det måtte han gerne vide. Jeg viskede den ulige magtbalance væk, hvilket styrkede relationsdannelsen mellem os, og overraskende hurtigt, fornemmede jeg den voksende tillid.

Pokker i helvede. Jeg nærer megen tvivl om, hvordan det i arbejdsøjemed, skal kunne lykkedes at hjælpe ham. De saltede tårer, glider nu ned af æblekinderne. Den her arbejdsplads, giver årsag til mange situationer, hvor lydløs gråd er uundgåeligt.

Og hvordan skal dagens nyheden takles? Alt imens John Doe bare sad på stolen ved væggen, helt mut og trist, fortalte mentoren det. I et medbragt brev fra Jobcenteret, adresseret til John Doe, beskrives afgørelsen om at fjerne hans mentor-bevilling. Brevet skimmes igennem. Forfærdet læser jeg, hvordan de har misforstået min stillingsbetegnelse og fejlagtigt tror, at arbejdet ligeledes indeholder en mentorfunktion.

Nej. Jeg kan umuligt nå mere end de fireogtredive borgere, som ugentligt skal have en times samtale med undertegnede. Samtidig med, at jeg ringer canvas til virksomheder, følger op i de mere eller mindre etablerede virksomhedspraktikker og udarbejder alenlange rapporter, hvilke der er tidspres på, for er allerede bagud med femten af slagsen. Nej, bare nej.

John Doe kræver mere. Og han fortjener bedre. Omend Jobcenteret fornuftigt lyttede, da jeg dagligt sendte mails, med klar besked på at forlænge John Does forløb til minimum seksogtyve uger, stoppede rationalet herefter.

I 5.klasse, droppede John Doe ud af skolen. Han orkede ikke at forene svær dysleksi med streng undervisning, og den manglende støtte fra sine alkoholiske forældre, til at få ordnet lektierne. Sidenhen efterlignede han også sine arvegivere, da hardcore druk og et aktivt cpr-nummer i det kommunale system, blev til levestandarden. John Doe har derfor ingen erhvervserfaringer at pynte på et CV, og i takt med fire årtier, udviklede han socialangst, så isolation udgjorde en funktionel livsstil.

Jeg kan ikke huske hans navn, men John Doe formår end ikke at stave det. Dengang han forlod skolen, blev evnen til at skrive og læse, efterladt.

Jobcenteret sendte John Doe i afklaringsforløb i den virksomhed, hvor projektet tildels var under mine vinger. Den forbistrede sagsbehandler mente, at han sagtens kunne klare en virksomhedspraktik på sølle fire uger, hvor timeantallet optimeres løbende, og en rapport derefter skulle afsløre om han er arbejdsparat. Tsk! Den konklusion, dragede jeg i mit første ‘meetsweet’ med John Doe. Herefter forsøgte jeg, med alskens faglige termer og sand fornuft, at tale til min leders barmhjertighed. Jeg ville skåne John Doe for at gennemgå det forløb, der i min optik, kun havde økonomisk gevinst og ingen humanitet. Selektiv forståelse, fra lederens side, blev til et ubarmhjertigt nej.

Og bedst som jeg, i det mindste, opnår at få forløbet forlænget, vinde John Does tillid, søge flittigt i høstakken efter en virksomhed passende til ham, fjerner de hans livlinje – mentoren. Forpulede idioter!

Jeg vil jo gerne, men kan ikke. Og gråden tiltager. Det her er fandme ikke, den virkelighed jeg skrev mig op til.

XO

On fire or not

d974bf71-32cb-41f3-b17b-e4b700242af4

Denne slutdato for november måned tyvesytten, tastede jeg, den ultimative Google-bruger, ‘Tinder’ ind i søgefeltet, udelukkende af uskyldig nysgerrighed. Og angiveligt mener det engelsktalende godtfolk, at tinder er synonym for tørt, letantændeligt materiale. I shit you not.

Stort tillykke til grundlæggeren bag Tinder, for et opfindsomt navn, der sågar stemmer overens med singlernes anvendelse af datingapplikationen. Lad os så oversætte ordet, ‘matches’, til den danske version, og derved opdage resultatet; tændstikker. Interessant sammenkobling.

Jeg blev bestemt også en slags multiple-brandstifter. Guilty as charged.

Men sådan er den barske sandhed. I dette ravruskende overflade-samfund er vi, homo sapiens, hverken indstillet på vedvarende gløder eller at give den nye flamme, en oprigtig mulighed for at sætte liv i bålet.

Hvorfor egentlig også varme sig ved eet bål, når der er flere tændstikker i æsken?

Jeg er, almindeligvis, tilhænger af bål, og troede derfor mit ønske var at optænde netop sådan et, påny. Dog har tidligere erfaringer sat en (om man vil) frygt i underbevidstheden, eftersom det relationelle i mit seneste forhold, havde lighedstegn med ‘dødeligt brændstof’. Kære hr. X og jeg, havde ikke nok kærlighed til gløderne efter flammehavet, hvorfor benzin hældtes på vores bål. Enhver ved, at en sådan handling – i overført betydning – blot opflammer en, i forvejen, anspændt situation. Jeg fik andengradsforbrændninger, og sidenhen blev Tinder mit materiale til at påsætte bittesmå brande, der let kunne slukkes igen. Ikke flere bål.

Sandt at sige, tiltrækkes jeg primært af ligesindede brandstiftere, med brændmærker. Vice versa. Ingen tør at sætte sin lid til, at en enkelt tændstik kan sørge for et slidstærkt bål, hvilket skyldes tidligere brandfarlige oplevelser, og alt for letantændelige materialer.

Hvad tændes nemt, slukkes hurtigt. Tinder. Nu har jeg slettet lortet.

Farvel, matches. You can’t light my fire.XO

I want it all and I want it now

I want it all and I want it now.

Den ovenstående sætning er hapset direkte ud af det britiske rockband, Queens, fine sangtekst. Jeg tolker en indikation om behov for at ville alt i et prompte tempo. I virkeligheden vel også en temmelig dronningeagtige tilgang til indkrævning, men ikke desto mindre sådanne tanker, der lader sig fare i mit hoved.

For langt om længe er jeg i realiteten klar til at genindtræde arbejdsmarkedet, efter tæt på fire måneders ‘psykisk indespærring’, grundet den dystre (satans) stresstilstand. Mit liv har altså stået semi standby, i noget nær halvdelen af det tredivte fyldte år. Og af den årsag, føler jeg indtrængende at skulle leve på dobbelt speed, inden min næste fødselsdag i juni måned anno tyvesytten. Jeg vil sgu alt, det hele og aldrig mere nøjes. Ha! På tragikomisk vis, medfører ‘vil alt nu-strategien’, en ond føljeton a la catch 22. Begrebet catch 22, er en ganske sanddru teori, nedstammende fra den satiriske novelle af samme titel, udgivet i 1961. Teorien forklares således; En umulig situation, hvor vedkommende er forhindret i at gøre en ting, indtil en anden ting er gjort, men som ikke kan gøres, før den første ting er gjort.

Sagt på en mere forenklet måde, er jeg overivrig efter at komme i arbejde igen, og helst i forgårs. Grundsættende positivt at have en viljestyrke, men ivrigheden har bare resulteret i endeløse nætter af nonestop myldretrafik i tankesporene, så Ole Lukøje er blevet langsommelig med sovestøvet, og jeg ej får det nødvendige antal timer. Morgenerne starter i panik – vidt opspærrende øjne, fumlende fingre ved indtastning af iPhonekoden, robotadfærd overtager sortering i stillingsopslagene. M å  s ø g e  j o b.

Søvnmanglen bedøver energiniveauet. Ingen energi standser mig i at udarbejde tilfredsstillende jobansøgninger. Middelmådige besvarelser til stillingsopslag, vil kunne forlænge ledighedsperioden. Tiltagende frustrationer om ikke at efterleve egne ønsker, forstyrrer natten.

And that, my dear, is called an evil circle.

Ifølge catch 22-teorien, skal den første udfordring håndteres, før nummer to kan igangsættes und so weiter. Endnu formår jeg ikke selv at afslutte den onde cirkel, hvorfor jeg fornylig tilmeldte mig metakognitiv terapi, med opstart primo januar tyvesytten. Et tip fra en guttermand. Mange tak. Indtil da, vil jeg abstrahere ved hjælp af yoga, fag- og skønlitteratur, dejligt selskab, julegaveindkøb og generel optimisme.

XO

 

Free your mind and…

img_2891

Freeeeee your mind and your ass will follow. I hvert fald er den velpolstret popo, jeg har siddende under lænden, rykket fra sofaens lune til mere bevægelighed. Lige såvel som sindet ej længere er fange, og jeg efterhånden helt har vundet over min hjernes alarmcentral, amygdala.

Tilbage i maj og juni kunne mit habitus sammenlignes med en kluddedukkes. Femogfirs procent af dagenes indhold, bestod af at ligge i sengen – eksklusiv søvn, rationelle tanker og min egentlige tilstedeværelse. Hen af dagen krøb jeg ind på sofaen, stenede simple Netflixserier og spiste rigelige mængder søde sager (som det forhøjede kortisolniveau skreg efter). Indtog derimod minimalt føde og væske. Trods disse faktorer, sørgede jeg immervæk for at komme i bad, opnåede det præsentable udseende samt oprydning i lejligheden, inden kærestens hjemkomst. Jeg løj. Absolut ingen måtte kende til den mærkværdige person, jeg følte at være blevet. I stedet havde jeg kapløb med tiden om at få skjult dagens manglende gøremål, uagtet at selve baderitualet tog tæt på hundredoghalvtreds minutter, plus minus. Ugly truth in disguise.

De resterende femten procent af tiden, forsøgte jeg at holde hjernen aktiveret kontra ovennævnte zombietilstand. Kort efter sygemeldingen indtraf, den nittende maj tyveseksten, betrådte jeg derfor bibliotekets lyse gulve. Jeg nærede et behov for at studere stress – i håb om at kunne forstå, hvilke kræfter jeg var oppe imod. Selvsagt er tilstanden stress en del af pensum på socialrådgiverstudiet, også i fordums tid for undertegnede, men ét er pligtig læsestof og andet er at føle på egen krop.

Bogstaverne hoppede rundt på de gule, slidte sider, koncentrationen var komplet fraværende og jeg stædig som et hvinende æsel. Den kombination udviklede sig til et kompromis med min stædighed om, at jeg kun læste maksimum tre sider på de dage, hvor den overbelastede hjerne tålte anstrengelser. Bøgernes ord understregede også heftigt, at hjernen skulle have ro til at genfinde balancen mellem amygdala og hippocampus.

Litteraturstudiet, om man vel, orienterede mig givtigt. Jeg blev klogere i forhold til, hvordan hjernen påvirkes af stress, konsekvenserne deraf, og må siges at være en foruroligende opdagelse. Kort opridset (og forstået af undertegnede), er amygdala hjernens emotionelle hukommelsesbank på godt og ondt. Udover huskefunktionen, reagerer denne hjernedel som alarmberedskab i pressede situationer, ved at udsende stresshormoner til advarsel for en anden hjernedel, hippocampus, hvis evne er at regulere selvsamme hormoner. Men for megen pres i længere varighed, er farligt, idet amygadala vil overtage herredømmet af stresshormonerne, som så i en lind strøm pumpes ud i hjernesystemet og med tiden slår hippocampus’ nerveceller itu. Ifølge videnskaben, viser scanningsbilleder af den stressbelastede hjerne, faktisk en voksende amygdala mod hippocampus’ skrumpende stand – altså til sammenligning med en almen hjerne. Sagt på en anden måde, betyder det destruktiv tankevirksomhed og forglemt positivitet. A lot of bullshit.

Mit sind var i fangenskab under amygdalas hjernekup – og jeg kæmpede mig sgu fri.

XO

When black becomes orange

img_2838

Primo marts tyvefemten, meldte jeg mig som frivillig projektmedarbejder i NGO’en, Sex & Samfund. Praktisk talt hele tre dage efter mit øhop (aka flytning) fra Odense til København. Hvorfor også vente?!

Den resolutte beslutning om at afsætte fritidens kostbare timer i netop denne organisation, skyldes et møde med en af sekretariatets projektledere, Morten. I foråret tyvefjorten interviewede jeg Morten til mit bachelorprojekt på socialrådgiverstudiet, og i den kontekst landede fokus hurtigt på potentialet for et virke i Sex & Samfund. Hvem vil ikke arbejde med så samfundsrelevante emner?

Boy oh boy, jeg er i al fald stolt over at være part i et fælleskab, hvor ønsket er at gøre en forskel – og som bonus, fået mange herlige minder med i rygsækken.

I takt med, at stresstilstanden tog til, indså jeg mit manglende overskud til at yde den frivillige arbejdskraft, der forventes i organisationen. Heldigvis kunne jeg tage orlov/pause/fri – you name it. Lysten forsvandt aldrig, og hver måned siden maj, håbede jeg på at kunne medvirke til torsdagens frivilligmøde.

Og i går aftes lykkedes det endeligt. Fornøjelsen ville ingen ende tage, da jeg trådte ind i lokalerne og blev mødt af en masse nye ansigter. Kun få genkendte og disse to var endda så cool at spørge til mit velbefindende. Tak for den modighed – værdsætter jeg.

img_2836

Under mit fravær har frivilliggruppen haft vokseværk til en bestand af halvtreds unikke individer, alle med samme formål om at gøre verden bare en lille smule bedre. Atmosfæren er lykkeligvis uændret, gruppedynamikken står stærkt, og uanset social differentiering rummes hver og én. R.E.S.P.E.K.T

Og jeg, den heldige cherrytomat, skal deltage i et essentielt event den femogtyvende november tyveseksten, when Black Friday becomes Orange. 

Dagen, hvor Danner og Sex & Samfund også giver dig mulighed for at støtte op om FN’s internationale kampagne til bekæmpelse af vold mod kvinder. Alt imens du nyder en kold øl, lytter til Nanna Schous smukke stemme samt fortrylles af vore Spoken Words.

Medbring kollegaer, studiekammerater, bedsteforældre og andet godtfolk til en vigtig øl i hyggeligt fællesskab. Tilmeld dig til eventet her.

Såfremt du er forhindret i deltagelse, følg endelig med på #OrangeTheWorld.
Din opbakning kan ligeledes tydeliggøres ved at ændre coveret på din Facebookprofil til nedenstående billede.

img_2857

Håber, at vi ses!

XO